Ønsker du en nævedyst?
af David Bækholm
Pinden er fuld af strømførende peber.

Sådan går det oftest, når jeg spørger om klokken, vil låne sukker – eller begge disse ting i en spændende kombination.

Det umiddelbare svar til overskriften er for de flestes vedkomne et pænt nej tak. Oftest skal der dog slet ikke svares på spørgsmålet – spørgsmålet i sig selv er tilsyneladende starten til udveksling af knyttede kropsdele og sætninger af ikke floromvunden karakter. I mangt en forstad findes der folk, der drikker gullig og fornuftsberøvende alkoholgift, og som klart har slåskamp på deres top et over yndlingsbeskæftigelser.

Selv deler jeg ikke rundhåndet ud af knyttede hænder. Jeg deler hovedsageligt ud af plasticbestik og keramikdukker, men nok om det. Jeg har ikke en krop af asfalt eller raketter, så for mig er det lige så fornuftigt at starte en slåskamp som at bygge et hospital af ost. Så sådan rimelig fornuftigt. Der er dog visse ting, man skal have styr på, inden man bevæger sig ind i den fortryllende verden af kindheste.

Mim. Mim, din kornfede slapsvans!

Det er meget vigtigt, inden man får lyst til at røre folks ansigter med sine knyttede fingre og tæer, at mime. Der skal mimes først, ellers er den en fesen nævedyst. En god nævedyst starter med, at man kører fingeren over sin egen strube og bagefter peger på ham (eller hende), man har lyst til at røre. Husk at pege!

Selv er jeg en pænt ringe miner. Det eneste, jeg med succes kan mime, er, at jeg spiller på en række forskellige instrumenter og/eller skyder med bue og pil. Selv om det ikke er intentionen, er det at mime instrumenter mere end rimelig til at tilrage sig nogle seriøse franske manchetter over hele kroppen. Det undre mig lidt, at folk har franske manchetter med i byen.

Lær at forsvare dig selv med selvforsvar

Jeg har flirtet med tanken om at uddanne mig til ninja eller noget i den stil. Men jeg har især flirtet med tanken om at flirte med en ninja. Jeg har da også engang tilmeldt mig et eller andet japansk-kinesisk forsvarshalløj. Men det var ikke rart, da det begyndte. Der var alt for meget med at røre hinanden. Jeg lærte dog alligevel en del, der virker ret godt, hvis jeg slås. Kama Sutra, hed det vist.

**
Lyv**

Hvis ens krop er et lille faldefærdigt skur af strå og klude, er det altid godt og lyve. Prøv f.eks. med: ”Min far ejer en stor advokatmand, der spiser røvhuller som dig til morgenmad.” Personligt synes jeg, at tanken om en advokat, der spiser røvhuller til morgenmad, burde have en vis skræmmende effekt.
**
Tal dig ud af problemerne**

Det har jeg også prøvet mangt en gang, men altid med visse problemer. Jeg var ude for en fyr, der sagde til mig: ”Hva’ man. Er dit hovede fyldt med lort?” ”Ja, næsten. Men hvis du gør dig rigtig umage, kan der måske nok godt være lidt mere”. Han gjorde sig ret umage. Det er ærgerligt at få kindheste, når man meget hellere vil ha’ to heste med kinder.

De underviser alt med hug og slag.
Her lærer jeg politiet, at jeg ikke skal svare igen!

Løb

Ejer du tynde podagraankler som mine, løber du desværre nok heller ikke nogen steder. Dette er ret uheldigt, når ens blotte tilstedeværelse kan virke provokerende på folk. Men efter 100 skridt er mine ankler og fødder desværre som at løbe på to store poser kød. Hvilket er effektivt, behageligt og mindsker skader på knæ og hofter.

Bliv hjemme

Det bedste råd er stadig, og har altid været, at blive hjemme. Lige meget hvad spørgsmålet, er det bedste svar altid: ”Bliv hjemme”. Så i denne uge vil jeg blive hjemme. Så risikerer jeg heller ikke at provokere nogen grupper. Og med grupper mener jeg hovedsageligt Take That og The Corrs. Til gengæld vil jeg bruge ugen til at undre mig over, at der ikke findes noget blå mad. Og nu tænker du sikkert, at blåbær er blå, men de er lilla, og det ved du udmærket godt.