100 meter fri bryllup på tid
af Thor Frølich

Hele Danmark er på den anden ende. ‘Hvilken ende, Thor’, hører jeg dig snøvle, da det endelig lykkes dig at få snakketøjet frigjort fra din remoulade-mad. Ih, jeg er glad for at du spurgte. Der er naturligvis her tale om den ende som vi kun bruger når et royalt bryllup kommer til byen – lidt ligesom når cirkus eller bibelske plager stikker hovedet forbi – bare med flere der bliver gift. I ved hvad jeg mener.

Mediedækningen af denne begivenhed er enorm, grænsende til det fjollede. Nej, det er fjollet. Denne iver til trods, er der et vigtigt aspekt af brylluppet, som forbliver uomtalt. I de timer jeg har fulgt optakten fra min papkasse i Ørstedparken og planlagt hvilket tema min hovedbeklædning skal have på den pågældende dag, har jeg intet hørt om det som optager os allermest. Skiftevis har jeg, med min kvindelige nabo Fugle-Marianne, indladt mig i nævekamp og derpå diskuteret dette emne:

Hvem vinder brylluppet?

Det har ganske vist været en lidt ensidig diskussion, da Marianne på det kraftigste insisterer på at råbe i et sprog kun skovens dyr forstår. Men givtigt ikke desto mindre. Hvorfor må vi ikke høre om kendissernes favorit som sejrherre? Er Jes Dorph bange for at blive gjort til skamme, skulle en usandsynlig kandidat vise sig at vinde? Bryd dog tavsheden, I Danmarks medieansigter!

Marianne og jeg selv har i fælleskab sat 5,- på at den delvist mekaniske grev Ingolf kommer først i mål. Eller rettere har jeg sat penge over styr. Ikke på vilkår om Marianne ville diske op med andet end en værdiløs og ubeboet fuglerede. Jeg er ikke tilfreds med grundlaget hvorpå vores fællesøkonomi hviler.

Hvem tror I vinder? Vi udlodder en lille forseglet pose af hår fra Brian’s pande til en tilfældig læser. Og Mariannes fuglerede.