Ren & Skær
af Brian Mørk

Da støvmider har en størrelse der gør at de kun just præcis ikke kan obseveres med det blotte øje kunne man vælge at spørge sig selv hvordan en spand fyldt til randen med støvmider ville tage sig ud. Jeg ved ihvertfald at jeg ville. Ville spanden se ud som var den fyldt med det rene usynlige ingenting, eller ville man tydeligt kunne ane dens minutiøse indhold? Svaret er simpelt og kan observeres hvis man lægger sin vej forbi der hvor jeg har til huse. Men det skal man ikke.

En beskidt fyr.
Ren.

Jeg er nemlig en bleg og lunken hudpose fyldt til bristepunktet med testosteronlignende produkter og er derfor fuldstændig ude af stand til at gøre rent på nogen måde. Det har intet at gøre med hverken den syndige dovenskab som sydlandske medlemmer af racen lider under eller en akut mangel på evner udi kostning og hælde-sæbevand-på-diverse-overflader-ning. Det er simpelthen fordi min tid er aldeles for dyrebar til slige gemene og basale gøremål. Jeg er en mand…(ish). Der er alskens vigtigere sager at tage sig til når man er et sundt og velfungerende mandligt individ. Mandetid er vigtig tid. Det vidste de gamle vise grækere alt om men det er en ting man nær har glemt i vor moderne og feminimiserede tider. Men derom mere en anden gang.
Tilbage til emnet ved hånd. Jeg bor klamt. Og med klamt mener jeg ikke i ordets egentlige betydning, koldt og fugtigt, men i ordets nyere betydning, nemlig utroligt ulækkert (og koldt og fugtigt). Jeg indrømmer det gerne. Der er væmmeligt at være der hvor mit navn står på døren, og hvis du sætter pris på helbred og appetit så styr din vej langt pokker i vold uden om. Medmindre du er af fluefamilien Spy og gerne vil klemme dit afkom ud i mit kammer.
Vil jeg af med mit korpus giftigste affaldstoffer, og det vil jeg ofte gerne, så vil jeg til hver en tid foretrække at bruge et trediedags festivaltoilet før jeg bruger mit eget. Jeg har oplevet at komme ud i mit køkken og set sølvfisk der kastede op i afsky, og jeg kan eksportere flyttekasser med bananfluer til medicinsk forskning. Forklaringen på det er simpel og klar. Jeg går nemlig ikke ned med en skraldepose når den er fyldt op. Jeg bor på 5. sal og orker ikke den lange trættende pilgrimsfærd de mange opslidende etager ned til den store skarnbeholder. Når en pose er fyldt stiller jeg den hen til bagtrappen til den dag jeg alligevel skal den vej ned. Og jeg er en stærk mand der sagtens kan bære 17-18 stykker. Det er muligt mine nysgerrige naboer overvejer at ringe til rejseholdet når jeg om natten sniger mig ned med poser der drypper uhellige væsker og lugter af kadaver. Men så må det være sådan.

Bananfluerne er store som måger.
Velkommen i mit hummer.

Da jeg er en mand er jeg ikke parat til at rydde ud i mit køleskab før min leverpostej har udviklet pels nok til at man får lyst til at ae den og kalde den pjevs.

Vegetar: Er du ikke klar over at den leverpostej engang har været levende dyr?
Mørk: Jo, men giv den lige to dage så skulle den være det igen.

Vælger du at trodse mine tidligere advarsler og alligevel entrer over min dørtærskel da vil jeg indskærpe dig at du ifører dig en heldækkende beskyttelsesdragt af Håb og Bønner. Og med bønner mener jeg ikke den almindelige brune slags, men den hellige slags bønner. Dem Jesus brugte når han skulle lave chili.
De skrøbelige og sarte hunkøn er allergiske overfor nas og møg og skulle jeg en dag, mod al fornuft, vælge at flytte sammen med en kvinde af det modsatte køn(?), så er der ingen anden realistisk og overkommelig udvej end at jeg må anskaffe mig en robot til at tage sig af den daglige rengøring. Eller alternativt vælge at flytte sammen med robot. Det ville med sikkerhed også gøre mit sexliv bedre.

*Ps: Svaret på spørgsmålet om støvmider i starten af artiklen er at spanden vil se ud som var den fyldt med fint støv. Dette er fakta.
Prøv f.eks. at klippe en gammel hovedpude op og studér indholdet. Du vil aldrig sove igen. Tro mig. </p> Pps: Jeg sagde tro mig!</em>