Paragoner
af Brian Mørk

To tilfældige mennesker mødtes og havde en form for fysisk samkvem som jeg ikke helt forstår de tekniske detaljer af og nogle uger efter blev jeg født i en fontæne af smerter, indvolde og kropslune væsker. Det var en dreng og en pige og de blev mine forældre fordi de var nogle liderlige unge mennesker dengang.
Deres job som forældre var at sørge for at jeg ikke døde af skørbug eller trafik og at jeg sjældent løb nøgen rundt og stak ild på ting og at vores hjem havde et tag og cirka fire vægge. Det var det. Så langt så godt.
Men som de fleste andre forældre i den vestlige verden var de ikke rigtig nogen man så op til. De var ikke forbilleder. Det var ikke dem man ville være når man blev voksen. Jeg tror faktisk ikke engang at de selv var det de gerne ville være når de blev voksne.
Men det betyder ikke at jeg som barn manglede nogen at forme mig selv efter. Langt fra. En lang række faderskikkelser dukkede op for at modelere mit skrøbelige barnesind om til den heroiske skikkelse jeg er i dag. Uden dem ville jeg med stor sandsynlighed være endt som en sølle grå skygge af et menneske, en parodi på liv eller måske være blevet en type lige som dig. I sandhed en trist historie at forestille sig.
Skæbnen var mig dog mere nådig og lod mig studere hos disse giganter. Disse sande læremestere udi machismo, disse ægte mænd. Disse stolte få.

Chuck Norris

Jeg er en ensom ulv. En karateulv.
Det er mig.

Hvor ville Steven Seagal, Jean Claude Van-Damme eller Dolph Lundgren være i dag hvis det ikke havde været for Chuck Norris? Ingen steder er hvor de ville have været.
Chuck var manden der i 70’erne beviste at man ikke behøvede at være skævøje eller specielt dygtig for at ordne gangstere med et cirkelspark. Det var pludseligt OK for selv de hvideste mennesker at sparke når man var oppe at slås. Noget der førhen havde været reserveret for hysteriske kvinder og små spinkle mennesker der spiste ris med pinde.
Chuck var manden der støvet, svedig og gennembanket trodsede alle regler for at nå sit mål. Og hans mål var altid retfærdigt og gerne baseret på hævn. Hævn var en vigtig faktor i min barndom men desværre var der aldrig nogen der myrdede min familie eller voldtog min hund foran øjnene på mig.

Voldelighed: Utroligt høj. Hans cirkelspark dannede skole for flere generationer af skoledrenge.
Fuldskæg: Ja.

Bud Spencer

Jeg har en hat.
Det er mig.

Måske den største af alle helte. Manden som startede som olympisk svømmer tilbage i 40’erne og som endte som Italiens største eksportvare i 70’erne og 80’erne. Den menneskelige Bulldozer har nogen kaldt ham og navnet er rammende hvis man forestiller sig en overvægtig gravko der i den gode sags tjeneste giver huskekager i flæng til dem der ikke forstår at dukke sig når en hånd på størrelse med et 12-årigt barn kommer for tæt på deres ansigtskød.
Bud Spencer havde den fysiske størrelse jeg forbandt med at være en mand. Noget jeg, i min barndom, prøvede at emulere ved hjælp af cola, Nutella og inaktivitet indtil mine hormoner senere krævede at det var vigtigere at tiltrække piger end at blive tyk nok til at kunne modstå en mavepuster.

Voldelighed: *Ufatteligt høj. Selvom han sædvanligvis kun uddelte kindheste, har han sendt flere italienske mænd til tælling end Vercingetorix og hans gæve gallere.
*Fuldskæg:
Ja.

Rubberduck

Jeg har det store kørekort.
Det er mig.

Her taler jeg ikke om country/westernsangeren Kris Kristofferson som person men kun om lastbilchaufføren i den episke og sagnomspundne storfilm Convoy. Filmen der bestemte at vejen frem for en ung Brian Mørk var at køre store amerikanske lastbiler. Ikke så meget for at transportere store mængder varer fra A til B men mere for at køre politibiler i stykker. Stor var skuffelsen da virkeligheden gjorde sit indtog og påviste at lastbilchauffører mere spiser pommes fritter med brun sovs og lytter til dansktop end bekæmper korrupte betjente og et uretfærdigt samfund.
Rubberduck var den lille mand der påtager sig lederollen uden at tage nogen form for ære, og som er parat til at ofre sit liv for en fed klimaksscene i slow motion.
Jeg vil den dag i dag stadig gerne dø i heroisk slow motion. Og gerne til titelmelodien fra Convoy.

*Voldelighed: *Ganske høj. Rubberduck var måske ikke den store kriger, men ved hjælp af sin natsorte MACK lagde han hele byer øde (eller ihvertfald en enkelt).
*Fuldskæg: *Ja.

Sean Connery

Når jeg bliver gammel. Om 5-6 år.
Det er mig.

Nok den Mand hvor flest er enige om at han er en Mand og ikke bare en mand. Han ligner en Mand, han taler som en Mand, han opfører sig som en Mand og han er skotte som en Mand. Alle kvinder vil gerne have ham og alle mænd vil gerne være ham.
Han var istand til at redde verden mens han drak martini, spillede kort, kørte lækre biler og uddelte sex til den ene slags kvinder og lussinger til den anden. Han var den cooleste af alle mænd da han var ung og udviklede sig til at være endnu mere cool da han blev gammel.
Fra sexy actionhelt til sexy visdomspatriark. Jeg kan stadig nå de 50% hvis man glemmer det der med sexy. Og visdom. Og 50%.

Voldelighed: Forrygende høj. Han har gjort en ende på utallige kommunister, terrorister, immortalister, fanatister og andre antagonister. Og han har gjort det med usvigelig stil og overskud.
Fuldskæg: Ja.

Chuck D

Jeg er negermand.
Det er mig.

Frontmanden i den storslåede og vrede hiphopgruppe Public Enemy. Manden der gjorde det klart for mig at vi brødre var blevet behandlet uretfærdigt af The Man i flere hundrede år og at det måtte være slut nu. Os sorte fra The Hood måtte tage os sammen og vise samfundet at vi var lige så meget værd som de hvide magthavere. Hvis vi stod sammen ville vi stå stærkt. Divided we fall, united we stand tall!
Jeg sagde YO i hver anden sætning og gik i bukser der var store nok til at jeg kunne smugle en hel familie slaver til nordstaterne. Min kasket var sort og mine venner var ikke bare venner men homies.
Jeg kneb en tåre da jeg, hen ad vejen, opdagede at Ringparken i Roskilde ikke var en officiel ghetto og at det eneste nigguh ved mig var min store underlæbe og mit enorme lem (som om).
Chuck D var dog manden der farvede mine politiske overbevisninger og åbnede mine øjne for at der er en verden udenfor Danmark hvor det er sværere at være end indenfor Danmark.
Og så hedder han også Chuck, hvilket bare altid har været utroligt macho. Hvis jeg får en søn skal han hedde Chuck. Eller hvis jeg får en datter.

Voldelighed: Lav. Mere aggresiv end voldelig. Men vrede er også godt.
Fuldskæg: Nej, men han er jo også neger jo.

Ps: Hvis min (sande) far skulle komme til at falde over denne artikel så vil jeg da lige sige at han faktisk også er stor som et hus, stærk som en okse, har været ganske voldelig i sine unge dage, kørt lastbil, har et prægtigt fuldskæg og er neger. Så mon ikke også at han har noget af æren for Brian Mørk som vi kender ham?
Sikkert ikke.