Et juleeventyr
af Brian Mørk

På loftet sidder nisse med sin julegrød, sin julegrød…
*”Så god og sød.” *Smasker den gamle tomte veltilfreds. De sidste 20 dekader har dette offer, bragt til ham af generationer af fattige bønder, været hans bedste mad.
At grøden er sød betyder at bonden har været tvungen at sælge endnu en af sine sidste grise for at skaffe det dyre sukker. Sukker bragt til lands fra vestindien, på store skibe fyldt med rotter og slavers pinselsskrig.
Det bliver en lang og svær vinter for folkene på gården. Kulden er den strengeste i mands minde og uden det solgte svin er det langt fra sikkert at alle de små på gården lever til foråret.
*”Bønder kan altid avle nyt afkom” *mumler nissen i sit grønmugne skæg. *”De laver alligevel ikke andet end at svede på marken, bole og dø. Blot respekten og frygten for oldtomten er som altid.” *Nissen mindes de år hvor en ung bondesøn har overtaget den fædrene gård og vendt de gamle traditioner ryggen, naiv og sikker i sin sag, blot for at begræde tabet af sin eneste pløjehest til nissens le. Eller glemmer at sende det årlige offer på loftet med tilstrækkeligt smør og sendes til vanviddets rand når han julemorgen finder sin lille datter ganske kvalt i sit nye strikkede tørklæde. Nissen ler for sig selv.

Nissen er aggresiv mod dyr. Og mennesker. Og objekter.
Sekunder før hesten forkrøbles.

Nissen lugter dem før han hører dem. De er i mørket omkring ham, usete og lydløse. Hver muskel i hans æoner gamle krop spændes med en hørbar knirken og urhadet strømmer gennem hans forsnævrede årer og blandes med noget der ikke længere kan kaldes blod.
Nu anes de. Øjnene. De glimter i kjærtens skær, men de har også deres eget levende lys. Grådighedens og umættelighedens lys. Nissen ved at rotterne har omringet ham.
Engang ville det ikke have skræmt ham. Engang var de blot sultne og tankeløse gnavere og han en af naturens stærkeste og hævngerrigste sønner. Men han er blevet gammel, for gammel for selv en naturånd. Han har kunnet mærke det i jorden og på vinden længe at nye tider var på vej og at hans æra var ved at være forbi. Han er svækket og træt. Han er bange.

Til tørre hænger de.
De havde også deres hyr med dem under den store krig.

*”Giivv osss dit varme offferr, gamllle. Ellller du bllivverr vvooress.” *Rotterne hvæser som med én stemme og kryber nu helt frem i lyset. De frygter ham ikke længere. Rundt om ham står de nu. Flere snese af dem.
Nissefar føler vrede. Vrede, som om en af de gamle tiders geysere vælder op i ham. Han laver et mægtigt udfald mod rottemængden men hans værkende krop giver kun et lille hop. Han kan mærke pestrotternes marvgennemtrængende hånlatter som knive i hans sjæl. Han taber denne kamp. Måske hans sidste.

Og dengang katte kunne danse vals. Åh disse minder.
Dengang alliancen stadig var stærk.

”Jeg henter katten hvis i ikke holder op!” *Skriger nissefar i panik. Hans muligheder er nærved udtømte og al hans håb hænger nu på den oldgamle katte/nisse alliance. Et forbund som nu næsten er glemt i fortidens mørke. Han ved med sig selv at katten ikke kommer ham til undsætning. Den tid er ovre hvor katte så nisser som sine herrer, kattene er nu deres egne.
*”Ayyeieee!!” *hvæser rotterne alle som en. *”Fly demm ssomm kann. Lladd iikkke rrottebanenn ffåå jjerr.”.

…og 1. 2, 3 så er de væk.
I en sæk.
Sort som blæk.
Og lakridskonfekt.