Abekattekanon
af Lars Thorsen

Som barn af halvfjerdserne har jeg altid forventet at en ’kanon’ enten var et stykke middelsvært artilleri, eller en form for skønsang fra dengang man selv sang, fordi man ikke havde præfabrikerede hystader med bryster af injektionsskum til at gøre det for sig. I dag er jeg klogere (om end ikke meget) og ved at en kanon er en liste over religiøse skrifter, som vi har sorteret ud af et større kildemateriale, fordi vi bedst kan lide hvad de siger.

Alt det her fører frem til at en eller anden, som burde have vidst bedre, har sat mig til at forfatte en abekatte-kanon. Altså ikke mortér der skyder med simiansk ammunition, ej heller et loppebefængt kor fra zoologisk have, men en Top 10 over verdenshistoriens og populærkulturens mest betydningsfulde og indflydelsesrige abekatte.

10) Donkey Kong: Den kæreste-stjælende, stilladsklatrende og tøndekastende gorilla er en af de mest genkendelige abekatte fra videospillenes historie. I sidste ende har han dog ikke opnået noget, udover at starte en svampe-ædende, italiensk blikkenslagers karriere og dermed gjorde elektronisk underholdning til en industri.

9) Hr. Nilsson: Hvis det tyvende århundrede har kendt en player-abekat, må det være Hr. Nilsson. Han levede højt og flot ved at lade sig opvarte af en hæmningsløs, rødhåret tøjte, der ingen respekt havde for andre mænd end ham. Denne boheme livsstil har været et forbillede og en drøm for hen ved fire generationer af unge mænd.

8) Bubbles: Det er alene Bubbles rigdom der anbringer ham på denne liste, for rigdom er i sidste ende indflydelse, og Bubbles er utvivlsomt verden rigeste abekat. At han har opnået denne rigdom som prostitueret er ikke noget vi skal dømme ham for – en abekat må klare sig som bedst han kan!

7) Selvom det ikke var dem der opfandt tanken, så har disse tre aber hjulpet med at sprede tanken om ikke at Se, Høre, eller Tale Ondt. Men vi tilgiver dem fordi de er abekatte, og fordi det er synd for dem at de er så tydeligt handicappede…

6) Peter Pedal: Ikke at forveksle med konkurrenten Nysgerrige Georg! Peter Pedal har vækket kærligheden til abekatte og abekattestreger hos millioner af små og mellemstore børn overalt i verden. Og ved samme lejlighed har han lært os hvordan man er et barn.

5) Ham chimpansen som stod på rulleskøjter og røg cigar har gjort mere skade på abekattes omdømme end nogen anden på denne liste. Jeg undlader at have et billede af kræet med, da jeg ikke ønsker at hjælpe ham med at forårsage mere ulykke. Hans indflydelse har givet utallige abekatte og mennesker den vrangforestilling, at en abekat er bedst tjent med at efterligne mennesker – og tilmed de to værste træk mennesker kan demonstrere.

4) Den første abe der forlod træerne for at finde føde, og nogle mager han ikke var i familie med, er en af de mest betydningsfulde abekatte nogensinde. Hans personlige projekt havde den utilsigtede bivirkning at abekatte opdagede at forbenene kunne bruges til alle mulige ting: Indsamling og oplagring af fødevarer, at slå ild, brug af håndvåben, onani, og håndtering af køretøjer er bare nogle få eksempler. Det var denne udvikling der overbeviste visse abekatte-arter om at det ville være en god idé at blive til mennesker. Og mens vi kan diskutere om de havde ret indtil køerne kommer hjem, så er der ingen tvivl om at vi aldrig havde haft diskussionen uden deres initiativ og vision. Vi har desværre ingen billeder af ham, så det medfølgende er blot en kunstners frie forestilling om hvordan han må have set ud.

3) Abekat dot net: Abekattenettets store velgørende arbejde alene gør dem fortjent til tredjepladsen. Koncerterne Rock mod Finland og UndAID (til støtte for The Zombie Apocalypse Relief Foundation) indtjente hver en lille million, og pladesalget forventes at mere end fordoble de beløb. Men også det store missions-værk som vi har iværksat for at sprede opmærksomhed om Abekattes forhold og livsfilosofi gør os værdige at blive æret i denne kanon.

2) Kong: rent fysisk den største af alle abekatte. Hvad enten man vælger at kalde ham frihedskæmper, terrorist eller gorilla, skal man være ualmindelig hårdhjertet for ikke at finde sympati for denne by-knusende idealist og den uretfærdige skæbne der blev ham til del. Der er ingen rigtige mænd som ikke kan sætte sig i Kongs sted, og som ikke har fundet inspiration og mod i hans ellers håbløse kamp mod en teknisk overlegen fjende. Kong er både os selv, og alt det vi frygter.

1) Abekongen: også kendt under dæknavnet Sun Wukong, er Abekongens eventyr udtryk for den absolutte abekatte livsstil og filosofi: Kriger, filosof, huggetyv, opdagelsesrejsende, anarkist og forbillede. Han krævede respekt om sin person, og sagde endda op som guddom da han fandt ud af at han var blevet givet den laveste rang i himmerige – i stedet lærte han selv hvordan man bliver udødelig. Han stiftede og beskyttede det eneste utopisk-anarkistiske samfund i verdenshistorien. Han mestrede fri-tænkning på et niveau som kun Alexander den Store kunne konkurrere med. Sun Wukongs abekattestreger har ansporet til revolution og frihedskamp, lige siden de første gang blev nedfældet på skrift. Man har i tusinder af år forsøgt at udradere mindet om ham, men hans eventyr er blevet fortalt, genfortalt og omfortolket som ingen andens, og vil simpelthen ikke dø. Derfor er Abekongen den største abekat af alle!