Abekatten Darwin taler
af Brian Mørk
funkydarwin.jpg

Charles Darwin aka MC Galapagos Filthat

Har netop færdiglæst fortællingen om Aviajas talefærdigheder og må med skam melde at Frølich ætten fører på point når det kommer til talentfulde poder.

Min søn er opkaldt efter Charles Darwin (Darwin). Manden der påviste at vi mennesker stammer fra aberne. Darwin (Charles) ville være stolt af min dreng da han dygtigt beviser slægtskabet ved at lyde som en lille abe hver gang han åbner munden og oplader sin røst.

Desværre er han ikke lige så smidig som en abe. Medmindre man med smidig mener at han er ferm til at tage af med panden når han falder. For det er han. Og da han både kan kaste sager og producere puha ud af enden, regner jeg med at han behersker abernes stolte puhakast inden året rinder ud.

Darwin (Darwin) er i skrivende stund 17 måneder gammel og han har et veludviklet sprog og kommunikationsevner som en chimpanse. Det er i hvert fald sådan som jeg hører det. Min ægtehustru er af en anden opfattelse. I hendes trænede ører taler han formfuldendt dansk som havde han netop endt en bachelor i retorik og elokvens.

Hvad der for mig lyder som ”Sbieghiprr”, lyder for hende som flot udtalt ”spegepølse”, og ”Kdoiy” er selvfølgelig ”banan”, ”et glas vand” eller ”min ble er fyldt med Hitler”. At jeg ikke er i stand til at høre det, må være fordi jeg ikke er det mindste interesseret eller engageret i mit eget afkom. Typisk mænd. Jeg vælger selv at tro at det er fordi han slægter sin mor så utroligt meget på. Når hun taler til mig forstår jeg ofte heller ingenting (ha ha).

Det pudsige er at han åbenbart som regel har frembragt alle de her begavede gloser når jeg er uden for øreskud. Og gerne sekunder før jeg hjemkommer fra det hårde slid i marken. ”Du skulle have være her lige før Brian, det var så kært. Han aede hunden og sagde at den var sød.” Jeg vender mig håbefuldt mod min smukke og skinnende søn i håbet om at han vil ytre ordene ”Darwin elsker far højest!”. Men han ser mig blot blankt i øjnene og råber ”Blegrhrgh”, griner og løber med ansigtet først ind i en dørkarm. Jeg er ej imponeret. Og jeg begynder at grue for at mine elitegener intet har med barnet at gøre. Kan min hustru have skabt ham ved en primitiv afart af kloning? Ikke ulig bladlusen?

Min søn, skal det siges, har faktisk et sprog. Det kan man både se og høre, når han peger på et eller andet og vredt forklarer et og andet på et sprog jeg aldrig har hørt og som jeg ikke kan indkøbe en parlør til. Man kan se han ved hvad han taler om når han forklarer eller spørger om noget, man kan bare ikke fange ordene.

Jeg indrømmer at pigebarnet (viv) sikkert kender ham bedre end jeg gør. Hun har siden han blev født gået op og ned af ham døgnet rundt mens jeg kun har været så heldig at se ham når han stod op og når han skulle i seng (at redde gidsler fra Taleban tager desværre meget af ens tid), men jeg kan ikke ryste tvivlen af mig. Er det ikke bare fordi hun er lidt for ivrig efter at kunne forstå sit eget barn? Lægger hun ikke lidt mere betydning til hans grynt og hyl end der er grundlag for? Jeg nægter i hvert fald at sakke bagud. I dag hørte jeg ham sige ”Ombudsmand”. Eller ”Evolution”. En af de to.