Art Deco
af Mikkel Thomassen
... men også plads til min samling af tyske klenodier.
Et pigeskab med pigeting i.

For en kort månedsrække siden fik jeg tilladelse til at flytte mine ting ind i en piges skab. Det var imidlertid et ganske lille skab, som allerede bugnede af pigens egne ting, hvorfor en stor del af mit grej nu opfylder plads ved siden af, bagved, ovenpå og nedenunder skabet. Den løsning er pigen ikke udelt tilfreds med, og dermed har jeg nu på overrumplende vis, og helt uden nogensinde at have skrevet under på noget, pådraget mig et medansvar for hjemmets indretning og generelle æstetik.

Jeg *har *naturligvis forsøgt mig på skadens vis med kunstfærdigt arrangerede kviste og blanke objekter rundt omkring reden, men det fører som oftest blot til udskæld samt krav om oprydning og tilbagelevering af de blanke ting til deres retmæssige ejere.

Pigens løsning på problemet går paradoksalt nok primært ud på at indkøbe flere ting. Det drejer sig som udgangspunkt ofte om ting, som vores ting kan stå ovenpå, inden i eller bagved, hvilket jeg til nød kan se værdien af. Men når vi så faktisk befinder os i butikken, går de foreslåede indkøb meget mere i retning af ting, som mine ting kan udskiftes til fordel for. Det vil typisk sige ting, som funktionelt ikke adskiller sig synderligt fra mine ting, men som kan udføre deres valgte funktion iklædt meget større mængder lyserødt og hjertepallietter. Og når jeg leder efter butikkens herreafdeling, i håb om at kunne finde et mindre glitter- og blomsterbefængt modforslag, skuffes jeg fælt – thi herreafdelingen forefindes ikke!

Ikke et eneste tysk klenodie var at finde i den butik.
Udsnit af den mindst pigede del af butikken “Lisbeth Dahl”.

Dette har efterhånden undret mig et stykke tid. Jeg ved, at en væsentlig del af jordens befolkning er mænd, og at en del af disse endda er forsynet med jobs. Disse jobs tjener de ofte penge på, som de primært bruger på at købe ting. Helt uden brug af andre kvalifikationer, end engang at have kørt forbi Handelshøjskolen, kan jeg derfor hurtigt afgøre, at der må findes et marked for ting til mænd. Men hvor er de butikker, som udnytter dette marked? Hvorfor sælges ting til indretning af boligen kun i varianter spændende fra lettere fimset til ultra-feminint? Hvis jeg bliver træt af, at mit tøj ligger på jorden, hvorfor kan jeg så kun købe knagerækker i farverne lyserød, rød og lys rød? Hvor er butikken med smagfulde knagerækker lavet af gamle pistoler eller dele af bilen fra Nightrider?

Når mænd nu i stigende grad bliver klar over fordelene ved moderne lamper (frem for mere arkaiske lyskilder, som fakler, radioaktivt materiale eller lynnedslag), så er det da mærkeligt, at lamper stadig primært forefindes i kvindagtige materialer som rød plastik, glas og tyl. Hvorfor forsøger ingen butikker at sælge mig lamper af gamle granathylstre eller projektører med påført flagermuselogo?

Newtons tredje lov siger, at for enhver aktion findes en lige så stærk modsatrettet reaktion. Det betyder, at der ét eller andet sted i universet må findes en boligindretningsbutik, som er lige så maskulin, som Lisbeth Dahl på Strøget er lyserød og hjerteoverstrøet. Det tror du måske ikke på, men sådan er loven. Jeg er også ret sikker på, at Chuck Norris handler dér.