Barnet, et år senere.
af Thor Frølich
Jeg havde købt hende en bog uden katte i.
Her konfiskerer den lille pige mit ene øje, mens hun ler hjerteligt.

Det lille og energiske barn i mit hjem bliver større for hvert sekund hun vokser. Og det har hun nu gjort i godt et år. Ansporet af adjunkt Møller’s fornemme og ikke mindst dannede lektion udi de græske numserier og anden forplantning, præsenterer jeg hermed min datters årsberetning. Jeg går normalt ikke op i formalia, men hvis jeg skriver denne behøver jeg vist ikke at udfylde min selvangivelse. Det siger min revisor og han ved nok en hel del om papir, tabeller og kuglerammer. Desværre er han ikke så god med tal og sprog.

Det lille barn har lært at gå. Hun er ikke den allerbedste til det, skal jeg skynde mig at påpege. Eksempelvis er jeg på selv middelgode dage både hurtigere og mere yndefuld end hende. Det hænder fra tid til anden at barnet afbryder sin gang med et vælt, måske ind i en jernradiator af stål og metal. Men hun har heldigvis lært at tage fra med både ansigt og pandebrask og er gerne på benene igen efter ganske kort hylen. Selv mestrer jeg ikke faldet i så høj en grad, da selv det mindste vælt kan brække og ituslå de allervigtigste af mine bestanddele.

Posen er chanceløs!
Lillepigen ses her i klammeri med en nederdrægtig pose. (Gulvtæppet ankom fra 70erne.)

Det lille barn skal lære at man kun i ringe grad er i stand til at samle genstande op man står ovenpå med sin krop. Og at det sjældent hjælper at råbe hysterisk af genstanden. Hun gør klogt i at lære dette snarligt. Det vil spare hende for løfter hun ikke kan holde og generelle misforståelser i forbindelse med ansøgninger og jobsamtaler.

Det lille barn er en yderst effektiv sygdomsvektor. I børnekennelen huserer alskens dårligdomme og fæle mikrober og de små er farligt flittige til at dele dem med hinanden. Man når lige at komme sig over en særdeles stædig japansk hjernehindebetændelse, før hun kommer hjem iklædt en heldragt børne-ebola.
Jeg er hele tiden døden nær. Og syg

Det lille barn er fast besluttet på at alle bøger handler om, at finde et eller flere billeder af en kat. Skulle en given bog vise sig at være foruden kattedyr, bliver den vredt til sidesat. Barnet skælder herefter litteraturen hæder og ære fra. Så overbevist er den lille pige om bøgernes formål, at kun forældrenes indgriben og fyrtøjets kompleksitet forhindrer, at de uinteressante bøger bliver omgjort ved ild, ganske som tysken ville det i 30erne. Jeg forudser en vanskelig skolegang, hvis denne uvane ikke bliver korrigeret.

Alle prognoser peger på at barnet fortsat vil blive større og kunne flere og flere ting, som tiden går. Eksempelvis skal de snart undervises i brug af bajonet, henne i børnekennelen. Og hvem ved, måske vil hun om blot få måneder stå i spidsen for hendes helt egen panser-division. En stolt far har vel lov til at håbe.