Brian Mørk, Rædsom Racist
af Thor Frølich
Men folk VIL bedrages!

Det er i grunden sært at Brians pandetatovering, overskæg og adresse ikke vækker mere opsigt.

Nu kan jeg ikke tie længere. Hvis du har fulgt debatten her på internet-hjemmesiden den sidste tid, vil du sikkert have bidt mærke i at emnet racisme har figureret prominent i kommentarene. Angiveligt har Brian Mørk benyttet ordet neger på delvist licensfinancieret tv-fjernsyn i programmet Brian Mørk Holocaust Fun Show, som bliver markedsført som såkaldt let underholdning men i virkeligheden er slet skjult racistisk propaganda.

Vi er mange som længe har vidst at det er galt fat med Brian Mørk og hans galloperende hitleri og den seneste uheldige sprogbrug har nu med al tydelighed vist hans sande ansigt for offentligheden. Ansigtet er sådan et man kan finde forrest på hovedet af en rasist! Selv har jeg ikke set det ansigt grundet mit svage syn, ej heller har jeg kunnet se pågældende program, da vi ikke har den slags fremtidsantenner herude på Frilandsmuseet. Men jeg er ikke i tvivl om at Herr Mørk er i stand til at bruge voldsomme ord som negermand, eskimo og pigmenteret. Jeg har selv oplevet det! Her følger talrige eksempler på Brian Mørks snæversynethed og hadske indstilling.

Brian Mørk har to hunde. De er begge race-hunde!

Brian Mørk fnisede engang højlydt da en mand med asiatiske træk faldt ligeså kort han var på Amagerbrogade. Manden rejste sig og bedyrede at han havde pådraget sig en overfladisk skramme. Det var tydeligt for dem der kunne se på Brians mimik at han var ked af skadernes begrænsede omfang, men han sagde ikke noget.

Brian Mørk kan indtil flere ord på tysk – flere gang valgt til Internationalt Racisme Sprog. Et af disse ord er ‘handyladgerät’, som betyder ‘mobiltelefonoplader’.

Brian Mørk har engang besøgt Afrika. Brian Mørk udtaler det Aaaafrika (med adskillige flade a’er). “Her bor mange negre”, skulle han have sagt ved ankomsten.

Kvindedragten sidder løst og er godt ventileret.
Brian, iført kvindedragt, fotograferer den del af Afrika hvori han står.

Brian Mørk lavede de fleste af Det Tredie Rige’s propagandafilm (under et pseudonym). Da riget drejede nøglen om, tog han som nævnt til Afrika og lavede en del film af de lokale i færd med forskellige gøremål. Ofte uden tøj på. Han blev sendt hjem da negrene blev trætte af at have hans nøgne krop rendende rundt.

Dette er kun toppen af det isbjerg der er Brian Mørks glødende had. At isbjerget ikke er smeltet i varmen fra dette glødende had, skyldes udelukkende at hans hjerte er af det koldeste granit. Man kan undre sig over at et så hæsligt væsen får lov til at udfolde sig på nationalt tv, men da både Henrik Qvortrup og Mogens Camre jævnligt ligeledes toner frem på vores katode-billedrør er det tydeligt at de ansvarlige helt ukritisk retter kameraet mod en enhver sjover i en tarvelig habit.