Brian Mørk har ikke langt igen.
af Brian Mørk

For nylig tog jeg en videnskablig test på det Internet. Testen drejede sig om livsstil og sundhed og den forsøgte profetisk at udregne min levetid i menneskeår. Testen var ikke min ven og jeg fortrød hastigt min nysgerrighed. Jeg har nemlig i skrivende stund kun små 18 år tilbage at leve i. Hvis testen altså har ret. Og hvorfor skulle den ikke have det? Jeg stoler blindt på den slags tests på fremtidsnettet.
18 år er ikke lang tid, medmindre man er en Golden Retriever, hvilket jeg kun sjældent er. Så mine fremtidsudsigter passer mig ganske dårligt.
Resultatet passer til gengæld fremragende med familietraditionen. At dø en langsom og umådeligt smertefuld død før man bliver 60. Så klanen bliver nok rørt til tårer over min trofasthed når jeg dratter om lige om lidt. Hvilket er fint med mig, så græder de da over et eller andet til min begravelse.

Jeg er langt mere ikke i live end dem.
Ingen af disse to mænd er mig.

Tingen er bare at det ikke virker som en tilfredsstillende død. Det er ikke en død der vil blive husket for eftertiden, og den passer sig ikke til et heroisk epos som mit. At sygne hen i månedsvis i en klinisk hospitalsseng og trække vejret gennem en IltRobot lyder måske nok som en sweet deal, men det er ikke noget der bliver sunget sange om i mange generationer frem. Der skal mere til. Meget mere. Jeg er udmærket klar over at chancen for at jeg ender mine dage på en blodig slagmark i slow motion og til storslået strygermusik er ganske lille men det betyder bare jeg må prøve endnu hårdere at dø på en spektakulær måde.

Jeg vil dø…

…ved at prøve at gribe en dalende bold som viser sig at være en meteor der udsletter Orkneyøerne (for der bor jeg på det tidspunkt).

…ved at være den første i verden der prøver en teleporter og ved et uheld bliver teleporteret ind i midten af et brændende pornodepot (den varmeste slags).

…ved at egenhændigt nedlægge en lindorm for derefter at bukke under for dens edder.

…ved at tegne mange underholdende tegneserier med ”Skøre Muhammed & Co”.

…ved at påstå jeg er så sulten at jeg kunne æde en hest. Og så prøve (Det kan man ikke).

…ved at ofre mit liv når jeg som den sidste astronaut detonerer atombomben i hjertet af den meteor jeg nævnte tidligere. Lige efter jeg har gennemkvalt charlatanen Ben Affleck for at prøve at komme i bukserne på min elverprinsessedatter Arwen (og for at være Ben Affleck).

…ved at påstå at jorden er rund og pådrage mig Vatikanets vrede (igen).

…ved at duellere med min egen skygge og tabe (stort).

…ved at tage til sydstaterne og påstå at Darwin beviste at Jesus var en abekat og at aborten ikke skal være fri men påkrævet.

…ved at være den først der beviser at Bigfoot også spiser mennesker (og den sidste).

…ved at hoppe ud af et fly med en fladskærm.

Endelig slank og fin.
Det er mere mig.

Og når jeg så endelig har stillet mine splinterny træsko så vil jeg ikke bare begraves i stilhed. Nej, jeg vil spredes udover Rådhuspladsen i København.
Jeg vil ikke brændes først, bare spredes.
Det husker de.