Den Baad.
af Brian Mørk

Novra hvor jeg lever et kedeligt liv.
Og det er ikke noget du hånligt kan pege fingre og grine ad, for det gør du også.
Vi er nemlig danskere i nutiden så vi har ikke noget valg (medmindre du selvfølgelig er fra et land som ikke hedder Danmark men derimod Ulan Bator, så undskylder jeg).
Jeg opdagede først for nylig præcist hvor kedeligt et liv jeg fører, da jeg ved et tilfælde fandt min tipoldefars gamle dagbog (eller journal som det hed dengang) i en muggen dragkiste på loftet hos min farmor Aase.
Der var cirka 11 af den slags bøger bundet sammen med et stykke snor og de indeholdt fantastiske historier fra hans lange og langtfra kedelige liv.
Historier jeg vil dele med dig bare så du kan se hvor trøstesløst trist dit eget liv er.
Sådan er jeg.

Uddrag fra Juncker Nebel Mørk’s dagsjournal da han arbejdede som gast på den gode submarin Nautilus.

*D. 4 Februari 1896
Haver skraellet potater til den aarle Morgenstund. Lemmerne ere som slagne paa mig, Intet kan jeg udrette. Ere naerved for traet til at fingere ved khalorius men det maa jo gjöres inden soevnen griber mig.</p> Post scriptum: Vi havde en slem fejde med de indfödte neegercannibaler til morgens. Meen vore medbragte bösser giorde slet indhug i deres raekker. De svarte aber loeb som havde de illebrand i swansen.
Midtskibsmand Bockhardt led spyddöden da en vildmand kom ham ganske for taet.

NEJ! Det er ikke bare en model har jeg jo sagt!
Det stolte skib Nautilus i tørdok.

D. 6 Februari 1896
Gjorde honouer for den lille soldat i mine hoser som dagens förste gjerning.
Blev, tilsammens med alle matroser og gaster paa det fierde daek, kjaldt agterud til observatoriet da kaptajnen havde vaedret endnu et af de engelske skibe af linien.
Det var som ved den söde juletiid at se gjennem de maechtige viinduer. Engelske sömaend og habengut dalede need som var det den pureste snee, og lagde sig på havbunden og fant der siin hviile.
Jeg maatte stracks tilbage til min kahyt og slibe paa min buksebayonnet ved det blotte syyn.

D. 12 Februari 1896
Vi sloges den hiele nat med een af disse haeslige spruttefisk med fangarme paa flere alen.
Den ville os saa heftigt til livs at den klemte paa skroget til det brast flere steder. Det isenskolde hav stod ind og gjorde en ende paa flere snese af mine allerkjaereste kammerater. Kaptajnen skraemte dog udyret bort udi dybets mörke ved at paaföre ydersiden af Nautilus med den staerkeste electrisiteet.
Jeg var aldeles ödelagt og vandet sprang mig ud af alle porer, jeg kunde ikke tale og det var besvaerligt at drage veiret. Til köjs blev det bedre uagtet jeg var dödstræt og leed af den staerke varme i stuen og mit blod.
Ikke megen kaelen for krumtappen blev det til, ikkun ganske kort.

Men den er også god med hvidløg og en kande Sangria til.
Sushi-kokke var de ikke.

D. 23 Februari 1896
Ombord paa en submarin som den stolte Nautilus gaar megen af tiiden med at vente paa at man resurfacerer igjen. Een haver ofte ingen anden moro og glaede end at fiile ved filuren til phantasier om möer til hests eller ungerknöse som brydes i vennelag
indtil man möder gud ansiigt til ansiigt og man besudler sine benklaeder eller sit sengelagen med perlemorens vitale harpix.

Ack og vee, endnu engang maa haandgjerningen skjaeres kort. Klokken ringer alarm, og vi maa alle springe til vore kriegsposter. Een hvaalfisk med öjne saa store som rundetaarn har faaet amoröse tanker for vor Nautilus.</em>

Ja, som man tydeligt kan læse så var der langt mere spænding og spas i de gode gamle dage. Dengang en mand var en mand og en kvinde var noget man ikke havde med ombord.
Jeg misunder min tipoldefar Juncker. Ikke kun for alle hans utrolige oplevelser og erfaringer men også fordi han fandt tid til konstant at onanere.
Noget vi kunne lære noget af her i disse stressede og ikke mindst kedelige tider.