Det er ikke alt der tåler dagens lys
af Brian Mørk
Smuk hud.

Selv denne prægtige mand tåler ikke solen!

”Det er ikke alt der tåler dagens lys” sagde min morfar altid, og han havde ret. En af de ting der ikke tåler dagens lys er menneskebørn. Hvis man med dagens lys altså mener solskin og det gør man vel.

Før jeg blev til den skaldede parodi på et voksent individ jeg er i dag, tilbragte jeg en række år i Roskilde som menneskebarn. Nogle gange var det vinter og andre gange var det sommer. Vintrene var koldere end nu og somrene langt varmere.
Det vil sige solen skinnede på mine spinkle bene døgnet rundt (næsten) flere måneder i træk.
Dengang havde vi ikke solcreme/faktor/beskyttelseshindeprodukt, vi modtog strålerne fra solen på vores sarte og uskyldige børnehud indtil skindet faldt af kødet og vi byggede os et nyt hylster af mere hærdet panserhud. Det skete vel tre til fire gange hver sommer. Forældrene dengang anså ikke solen som farligere end at sidde bag i en Cecil-tilrøget Lada med lukkede vinduer hele vejen til Gardasøen og tilbage igen. Og hvis vi børn kunne overleve i et hjem med nikotingule vægge så kunne vi også overleve ude i den friske luft hvor det kun var solen som prøvede at slå os ihjel.

Mine børn er lavet af næsten samme stof som jeg, bare kønnere. Det vil sige at de sikkert ville kunne overkomme de samme strabadser som jeg. Men de får ikke lov. Ingenlunde. For jeg er en af de der nymodens forældre som gerne vil beskytte mit afkom mod ondt. Og det gør jeg blandt andet ved at smøre dem ind i en solfaktor så høj at de går rundt hele sommeren og ligner små børnespøgelser fra en japansk gyserfilm.

Før jeg fik børn havde jeg ikke skænket det en tanke at klimaet ville blive en dødsfjende. At man ville komme til at bruge så meget tid og ressourcer på at forudse, planlægge og bekæmpe klimaet for at beskytte sine børn mod det onde udenfor.

En tur fra det ene sted til det andet kræver logistik nok til at imponere hærførere. Let tøj de kan lege i, lidt mere dækkende tøj mod solen, halvvarmt tøj til hvis det bliver gråvejr, regntøj til hvis nu det regner, ekstra tørt tøj når nu det andet tøj alligevel bliver vådt efter en tur i mudderet. Dertil sandaler, gummisko, regnstøvler og sutsko. Og så det sædvanlige som bleer, fugtighedsklude, madpakker, juicebrikker etc. Og så selvfølgelig barnet, hvis man husker det midt i al stressen.

De dage hvor man af vanvare får afleveret børnene i skovbørnehave og dagpleje uden at have påført dem deres solbeskyttelse, modtager man personalets både irettesættende og skuffede blikke, og når man går derfra forventer man næsten at de ringer til de sociale myndigheder lige så snart man er rundt om hjørnet. ”Man skulle jo næsten tro at den far ønskede at hans børn kom hjem med 12. Grads forbrændinger. Jeg kan ikke tro at han virkelig elsker sine børn når han opfører sig sådan. Måske er han på stoffer!?”.

Det er muligvis ikke det de tænker, men det er det man tænker at de tænker. Tænker jeg.

Gud hvor er jeg træt af den sommer. Og nu skal jeg gudhjælpemig snart til at finde flyverdragterne frem igen.