Det ægteste skab.
af Brian Mørk

Vi bliver ikke fortalt alle sandheder.
Der er ting der ikke værd at vide. Der er ting man ikke har lyst til at vide. Og så er der de ting De ikke vil have man skal vide.
De er nemlig ikke selv helt klar over det på et bevidst plan, det er bare sådan De fungerer. Men De ved at vi for enhver pris ikke må opdage det røgslør De instinktivt lægger for vores øjne.
De er kvinder. Vi er mænd.
Hemmeligheden er ægtepagten.
I meget gamle dage levede mænd og kvinder ikke sammen. De boede hver for sig og mødtes kun når kvinden var i løbetid. Og dengang var det kun en gang om året ligesom mange andre dyr. Manden opsøgte kvinden, spredte sine gener og tog så gladeligt afsted igen, sikker i sin vished om at ingen andre kunne gøre hende gravid det næste lange stykke tid.
Manden kunne ikke se noget galt med den ordning. Kvinden kunne derimod godt.
Hun måtte klare hele sin graviditet selv og passe en umulig unge på egen hånd de næste mange mange år. Og da menneskebørn, i modsætning til alle andre dyrebørn, er nogle defekte små klumper ubrugeligt larmekød de første 12 år, så var det noget af et fuldtisjob. Ja faktisk en hel karriere.
Men kvinder er snu. Det ligger i deres gener. De har snu gener. For kvindens gener lagde en snedig plan der for altid ville slavebinde manden til kvinden og få ham til at adlyde hendes mindste vink. En plan der over mange tusinder år udviklede sig til selve ægteskabet.Dette billede dukker op hvis man søger på ægteskab på Google. Jeg ved ikke hvem han er, men han har en hat og det er mere end man kan sige for e fleste.
Dette billede dukker op hvis man søger på ægteskab på Google. Jeg ved ikke hvem han er men han har en hat og det er mere end man kan sige om de fleste.

For at holde manden hos sig hele tiden fandt kvinden på at være i løbetid året rundt. På den måde måtte manden blive hos hende hele tiden og beskytte sine gener imod andre hanner. Ikke nok med det, han måtte også skaffe hende mad og ly og holde hende glad. For hvis han ikke gjorde det så fandt hun jo bare en anden mand som ville. Manden havde dermed tabt kønnenes kamp.
Det bringer os til nutiden og artiklems emne, ægteskabet. Eller mere præcist selve brylluppet.
Den ceremoni hvor den slagne manden overgiver sig og frasiger sin vilje til den overlegne kvinde.
En ceremoni symboliseret af at intet ved den er skabt for at appelere til manden. Intet.
Kvinden har drømt om den dag siden hun lærte sit første ord (MIG!). Hun har leget bryllup med sine dukker (Barbie og alt hendes udstyr – Kenn ejer så vidt vides intet) hun har set film om bryllupper og hun har planlagt alt ned til mindste detalje. Det skal være en dag hvor hun er i centrum, hvor hun er prinsessen alle skal se på og beundre (altså en dag som alle andre).
Men manden… Er det blomsterne han kan se frem til? Er det at planlægge menu? Er det at bruge hele dage på at prøve tøjet? Er det bordplanlægning? Er det at se frem til at bruge 120.000 på at hun og hendes familie er tilfreds? Næppe. Hvis det stod til ham kunne det hele ordnes derhjemme med et fadanker, nogle poser chips og en Playstation.
Men da det ikke er ham der har magten må han bøje sig for bryllups konspirations treenigheden. De eneste der får noget ud af bryllupper. Præsterne (som ellers ville stå uden job), blomsterhandlerne (som ellers ville stå uden job) og kvinderne (som er den eneste grund til man rent faktisk selv er tvunget til at have et job).
Sørgeligt men sandt er det at Darwin havde ret. Den stærkeste overlever, og jeg ved godt hvem det er det svage køn.