Det skal handle om bryster!
af Valdemar Kølle

Det skal handle om bryster. For det gør alt hvad der er godt og sandt. Desværre må jeg starte min tirade et andet og langt mere dystert sted, end i favnen på en dobbelt F skål med ben.
Her forleden var jeg så uheldig at komme til at kaste et blik på min lønseddel. “Stop ham, han ved jo ikke hvad han gør”, kunne rare mennesker have råbt til hinanden, og de ville have haft ret.
Mystificeret af de skræmmende små tal kunne jeg bare stirre i mild undren. A-skat, stod der et sted. “Hvordan kan sådan en lille fusentaster af et tal være blevet så stort” tænkte jeg, halv-højt. “Hvis det bliver ved med at vokse med den hast, vokser den jo sin rare storebror Løn, over hovedet”!

Vi skal have bryster så langt øjet rækker. Kun Polen står mellem os og visionen!
“Mmmh, bryster”, siger en tydeligt henrykt Hitler

Jeg var fast besluttet på at komme til bunds i sagen og begyndte straks at undersøge hvad det her skat var for en størrelse, og om der skulle eksistere en eller anden form for kur eller modgift.

En hurtig historisk gennemgang af bæstets udviklingshistorie vil her være på sin plads. Det viser sig at skattevæsenet er meget gammelt. I gamle dage bestod det af en slags rige bøller, urtidens rockere, der rendte rundt og tog penge fra dem der ikke kunne holde nok fast på dem. ”Skat”, råbte de, og så plukkede de andre mennesker for alt hvad der ikke var naglet fast i jordhulen.

Da nok rigdomme var blevet indhentet, fik de det selvsamme folk der just var blevet plyndret til at arbejde for sig. Mærkeligt nok, da det godt kan virke som en mærkelig trøst : “Undskyld, vi trænger os på. Vi røvede dig for et års tid siden, men nu står vi altså lige med et par marker, der skal pløjes og en borg der skal bygges, kommer du ikke lige og giver en hånd med, gamle jas”?

På et eller andet tidspunkt må de rige have fået en eller anden fiks ide med at skulle være gode og rare og flinke, en slem gang behage-syge spredte sig som en epidemi blandt det bedre borgerskab – de rige svin, i folkemunde.
De byggede hospitaler, skoler og veje og andet nyttigt, bare for at få deres navn på en lille platte, så almuen kunne se hvor rare de havde været.

De havde nok ikke forudset konsekvensen af deres handlinger. Der blev en øredøvende larm af alle de mennesker der skulle rende rundt og sige tak, for alt det rare der blev bygget. Tak for dit, tak for dat:

*“Hvor er jeg glad for den fine boulevard Hr. H. C. Andersen”.</p> “Åh, bevares, det var jo ingenting”.

“Nej, lad nu være med at være så beskeden, du skal sandelig have tak”!

“Nej nej, det er alt for meget”</em> … og sådan kunne det blive ved.

Derfor fandt man på at vende det hele på hovedet. For at slippe for al den taksigelse tog man skattevæsnet frem igen. Nu var de rige svin nødt til at betale til væsenet, der så skulle bruge pengene på skoler, veje, og hospitaler og den slags.

Dermed var stemningen vendt. De fattige 2. rangs mennesker sagde ikke længere tak, men krævede ind.

*“Hvorfor er der ikke flere hospitaler”!?! </p> “Det er fordi de rige svin ikke vil betale mere i skat”!

“Iiiiihhh, jamen jeg vil ha’ mit eget hospital. De skal give mig det”!</em>

Det er så der hvor vi er idag. Vi er lykkeligt fri for at skulle spille dyrebar plads i det auditive rum med taksigelser til rigmændende i vores lille puttenuttesnuske samfund. Gadenavne og den slags kan være mere fantasifulde end de ellers ville være: AP Møller’s 14.000. vej, T. Frølich’s 16. Hospital og den slags.

Nu er jeg jo så kommet i kategori med disse matadorer og betaler skatten. Jeg må derfor være et rigt svin, tænker jeg. Jeg hører ikke længere til i den grå masse af mindre bemidlede sørgelige eksistenser der må henslæbe tilværelsen i fattigdom og armod. Jeg har forladt min skæbne som 10-øres slik i den store menneskelige kiosk, har løftet mig ud af det mørke fattige morads og er på vej mod toppen af kransekagen! Derfor må jeg mødes med de andre og drøfte hvad min bid af selvsamme kage skal bruges til, og om jeg ikke trods alt, kunne få mit navn på et eller andet.

Naturligvis må der kunne blive blive råd til al verdens herligheder med de svimlende summer, der bliver samlet ind af det unævnelige væsen. Jeg tænker straks Interstellare Rum–Zeppelinere, store statuer af engle med flammesværd, en stor hær til erobring af Svensken og alle dennes guldminer, ja, jeg kunne blive ved. Sådan viser det sig imidlertid ikke at hænge sammen. Man har truffet nogle regnskabsmæssige beslutninger som jeg finder, mildt sagt, lidt uheldige. Jeg kunne fristes til at spørge Hr. Frølich om hvorfor han, skjult bag skatten og lang række andre foranstaltninger naturligvis, men ikke desto mindre, bliver ved med at købe øl til ham min lokale spritter, når han med al tydelighed har fået rigeligt inden for vesten.
Er det bare for at du trods alt, Hr. Frølich, kan stikke dit hoved ind på samfulde beværtninger på amager og sige “Skål i skivet, jeg giver også den næste, og velbekomme”?

Så lange, så lange!
Kend fjenden!

Når jeg kommer med mine foreslag til hvad skatten skal gå til er der flere der rynker brynene, vender sveskestene og danser en regndans. De ser begrænsninger og ikke mulighederne. De siger at hvis man tager Sveriges guldminer vil svenskerne blive kede af det, hvis man bygger kæmpe beton engle skal man også til at bygge kæmpe beton bedetæpper og kalotter og det er alt for besværligt at rende rundt med, og sådan bliver deres jammer ved i det uendelige.

Man skal altså sno sig for at komme igennem med et foreslag her. Man skal finde noget at investere i, som alle kan slutte op bag. Noget ingen vil blive generet af, og som kan være med til at gøre tilværelsen en lille smule mere tålelig for alle.

Her er det så det slår mig! Bryster! Her må jeg så lige komme med en lille disclaimer. Jeg ved at der er mange derude som kan lide disse, altså brysterne. Ja, endda i en grad, der ville kvalificere dem til at være en slags fans af brystet. Her må jeg jo så nok sige at jeg hører til blandt den absolutte elite af disse mennesker. Ja, jeg er uden tvivl en af brystets største fans. Lad os endelig ikke slås om hvem der er den største fan, da det ville tage fokus væk fra hvad det virkeligt drejer sig om, nemlig at få brysterne styrket og støttet over skatten.

Jeg undrer mig over hvorfor det ikke er sket før. Vi lever i en gylden tidsalder hvor brystkirurgi er tilgængelig, og enhver doktormand med et snuptag kan forvandle et lille anæmisk pigebarn til en strålende, struttende madonna, der kan få selv den mest deprime til at live op og blive glad derved.

Jeg er frygter dog for at der findes en slags undergrundsbevægelse, der modarbejder dette forslag, en slags svagpats mafia, hængebrysternes undergrundshær, bestående af en flok fladpattede monstre, hvis eneste mål er at holde os alle hen i evig pinsel, fanget i et helvede af B-skåle.
Hvad kan ellers forklare at vi ikke er der endnu? Næh, lad os alle slutte op bag mit forslag til forskønnelse af gadebilledet og generel forbedring af alles hverdag. Slut med pigebørn, der må gå skrutryggede og tildækkede gennem hverdagen af skam over deres underudviklede og svagelige frontparti. Nej, der skal være hjælp og bryster til alle! Bare jeg får mit navn på et par stykker af dem, så skal I ikke høre et ondt ord fra mig!