Det søde liv på feddet
af Thor Frølich

Undertegnede er flyttet i hus. Før boede Den Udkårne, Lille-aben og jeg også i et hus, men havde kun råderet over en lille del deraf; en lejlighed. Nu har vi formøblet alle vores fiktive, såvel som uvirkelige penge og købt os et helt hus. Lejligheden har vi stadig, da mennesker åbenbart er holdt op med at købe den slags pjat og ejendomsmæglere ubelejligt ikke er holdt op med at være uduelige. Det kan jeg ikke sige nok dårligt om, så jeg vil lade være.

Men pæn er den!
Den kommer sandelig ikke indenfor. Niks!

Det nye hus vi nu bor i er et gammelt hus, som ikke længere er nyt og selv da det var helt nyt, var det et temmeligt gammelt hus. Ej heller er det et prangende stykke ejendom som godsejer Mørk’s nye guldpalads, men snarere et beskedent og ordentligt hjem til en jævn familie som vores. Nej, rindende vand, isolering og anden fråds er ikke noget for os nøjsomme godtfolk. Adressen er stadig Amager, ganske som før, men nu noget længere ude. “Ude” betyder i denne sammenhæng “betragteligt tættere på Sverige end godt er”. Vid derfor, Kære Læser, at jeg nu indgår i det ufrivillige første forsvar af vor elskede nation, når svensken beslutter nok engang at gå over isen. Denne gang vil de sikkert bare bekvemt rulle deres panser over “den trojanske bro” vi så uforsigtigt byggede til dem. Før den hæslige konstruktions tilblivelse kunne vi i det mindste vide os relativt sikre så længe der var fri passage i sundet. Har vi intet lært af Odyseen? Svaret er, at det har vi, men ikke nok. Vi kunnne aldrig finde på at trille en enorm efterladt Dala-hest inden for Københavns bymure. Men bygge en hovedfærdselsåre til et svensk mekaniseret angreb henover det ellers ufremkommelige vand, gør vi gladeligt.

Han er drøn-sød.
Dette er min farverige nabo, Rumpe.

Det er vidunderligt at være flyttet på landet. Her er luft, planter, veje, mennesker og dyr. Det er der egentlig også inde i byen, men de er bare bedre her. Hvorfor finder jeg nok snart ud af og det glæder jeg mig meget til. Vi er ikke som i byen, plaget af evindeligt stress og jag med at kunne købe dagligvarer efter kl. 16. Ej heller får man prakket nyttesløse kulturelle tilbud på i tide og utide, som kan forvirre et i forvejen skrøbeligt sind. Man undgår indvordes forurening med fødeemner man ikke selv har tilberedt – cafeer og restauranter er noget storby-pjat, som vi ikke vil høre tale om. Bliv mig fra livet med jeres levende billeder og rock-orkestre, siger vi!

Næ nej, herude har vi kun ønsket om frihed for svenske anslag mod vores suverænitet, så vi kan stå ved vandet og indånde havgus mens kåde hunde og understimuleret ungdom kører på knallert rundt om vore barkede friluftsben. Afstandene på landet er nemlig så store at hunde ikke har andet valg end at tage knallertkørekort på ungdomsskolen. (Undskyld).

Nu må I have mig undskyldt (igen). Seneste nummer af DragørNyt er just ankommet til matriklen. Jeg må fluks læse om der er sket nyt i sagen om de forskrækkede gæs og om den bortkomne cykel er fundet. Derpå vil jeg ringe til biblioteket for at høre om jeg mon er så heldig at deres bog er klar til udlån.