Disse tvetydige tider
af Thor Frølich

Alle bør give mig ret i, at vor tid er et løjerligt rod. Hvis du ikke giver mig ret, taler alt for at lige netop du er medvirkende til at samfulde minutter og timer i netop disse år er i uorden. Ikke tiden som sådan – mere alt det der foregår i den. Måske er du ligefrem hovedårsagen til det. Hvis du er, skal du skamme dig og afvente himlens straf – den fra det gamle testamente, med flammesværd, dødsengle, stalde og hvad har vi. Jeg taler naturligvis om nutidens uklædelige tendens til tvetydighed.
Hvorfor nu denne himlen op om netop dette, spørger du, og det med god grund. ‘Det er den fjernstyrede bil på Mars og fiskenes skyld‘, svarer jeg. De er ikke i ledtog med hinanden. Ej heller er det jeg nu vil beskrive for jer, et resultat af bevidst manipulation – jeg er jo ikke fra forstanden. Fisk og biler – sammensvorne?! Nej, nu har jeg aldrig!!

Grim og forældet fisk

Det kom til mig en vidunderlig dag i februar. Fuglene skinnede, ude var det koldt og frokosttide var oprandt på min arbejdsplads. De altid smilende og gode væsner i kantinen havde tilberedt (og advaret om samme) en, og muligvis flere, fisk af ukendt beskaffenhed. Alt åndede fred og idyl. Ja, altså lige bortset fra at fiskedyrets indre, gid satan havde dens ugudelige fiskesjæl, var gjort af lutter små, nærmest usynlige nazi-dolke. Måske var de også giftige. Fiskebenene. Hvorfor var de i min mad? ‘Her i rum-fremtiden er vi da utvivlsomt holdt op med at skulle spise mad fuld af giftige spyd og knogler‘, tænkte jeg. Det er jo generende og direkte farligt, hvis man som jeg er stærkt allergisk overfor at blive dolket i struben, særligt indefra. Men nej, fisk er stadig dødsfælder serveret som mad. Og just her står de i stærk kontrast til NASA’s imponerende rumfartsbil.

Sej og nymodens mars-bil

Der er her tale om en fjernstyret bil. Den bliver styret af en, måske, flere mænd, fra amerikaland. På Mars. Altså bilen. Sværhedsgraden af ovenstående og præcis hvor rumalderlig den er, beskrives bedst med et praktisk eksempel. Gå ud i køkkenet eller ned i viktualiekælderen med fjernbetjeningen til din videobåndmaskine. Tryk som en besat på rumalderknapperne. Intet sker. Tag nu bussen til Herlev og gentag trykkeriet (bemærk: eksempel duer kun dårligt, hvis du er bosat i Herlev) – afstanden hjælper bestemt ikke men forværrer situationen drastisk – med måske 30% eller mere. Øvelsen er slut nu – læg du blot videomaskinen og dens udstyr tilbage i kælderen. Jeg kommer pludslig i tvivl om, hvad jeg ville kortlægge med dette eksempel, men det har nok noget at gøre med fjernstyrede biler. Og fisk.

Hvorom alting er, har jeg klart og utvetydigt (noget sjældent i disse dage) bevist at fisk hører 1930′erne til men at NASA’s rumbil er fremtiden – lige her og nu. Der er sikkert mange grunde til at kun nogle ting er fine nok til at måtte tilhøre rum-fremtiden. Men eet er sikkert – ingen af os synes om det. Tilbage er der blot at håbe på, at ham der fjernstyrer den lille bil på Mars – vi kan kalde ham Facius – ikke får serveret fisk til frokost. Det ville da være ironisk og dumt at kløjes på et fiskeben, mens man er ved at dirrigere en strømdreven bil rundt om en rødlig klippe eller udenom tentaklerne fra en Laser-krokodille. Specielt når den lille bil befinder sig rundt regnet tusind millioner milliarder kilometer væk fra jorden og vores groft forældede fisk.
Fisk og dens frække ben tager livet af mand – Laser-ørn har frit spil til at spise Mars Rover‘. Jeg kan se overskrifterne for mig. Tsk.