Døden.
af Brian Mørk

En tidlig aften i sidste uge bankede det truende på min hoveddør. Jeg blev overrasket da jeg aldrig forventer, eller ønsker, gæster på det tidspunkt (eller noget andet tidspunkt).
Udenfor i mørket og regnen stod en skikkelse jeg først troede var en spinkelt bygget Sith fyrste, men som hurtigt viste sig at være en dødning i en kutte som hurtigt viste sig at være selveste Døden som hurtigt viste sig at være kommet efter mig som hurtigt viste sig at være rimeligt overrasket.

En ellers hyppig gæst i familien.
Han måtte blive udenfor.

Han bad mig følge med til Hades og gerne lidt tjept da han havde ret travlt i Darfur. Jeg tøvede og mindede ham om at jeg kun lige var fyldt 33 vintre og om han ikke syntes det var lidt vel tidligt at tage livet af mig og dertil skulle jeg også lige til at spise kvældsmad. Da lo Døden højt, og påpegede at 33 år var en fin alder når man var medlem af den skrøbelige Mørk slægt og at 33 år var mere end visse andre var blevet. Men hvis jeg følte at jeg var bedre og vigtigere end John Lennon eller Marylin Monroe så skulle jeg endelig holde min kæft alligevel og følge med.
Jeg har aldrig været typen der sagde folk imod, og slet ikke folk der tragtede mig på livet og som var bevæbnet med skarpe landbrugsredskaber. Så jeg nøjedes med at smække døren i ansigtet på ham.
Vel tilbage ved middagsbordet ramtes jeg af hidsige brystsmerter og kunne ikke meget andet end at gispe efter vejret og svede. I min forskrækkelse og panik havde jeg glemt at tage Dødens Jedikræfter med i mine beregninger. Jeg idiot.
Pigebarnet var af den mening at jeg med det samme skulle skyndes på et hospital. Men jeg er af mandeæt og fremturede med at jeg skulle have aftensmad først og så kunne vi se hvordan det gik senere på aftenen. Læger, medicin og deslige er for børn, kvinder og andre invalide.
Da jeg tillige havde glemt at jeg ingen fri vilje har i mit eget hjem (jeg idiot) blev jeg straks fragtet til et sygehus hvor de kittelklædte tvang mit hårdt opsparede blod fra mig og tilsatte ledninger, strøm og alkymistisk bryg til mit fejlende legeme.
Og her starter mit eventyr med det Danske Sundhedsvæsen. Et væsen som burde dolkes i bugen af Sankt Georg/Jørgen ved først kommende helgenlejlighed.
Vel ankommen til det hvide sygdomshus, forklarer en rar læge mig, at ser man bort fra let overvægt, mangel på en egentlig kondi og en stor familiedødelighed, så virker det ikke til at der er noget galt med mig. Men jeg blev lige sendt op til nogle undersøgelser for en sikkerheds skyld. Det ville højest tage et par timer.

Sygeplejerskerne så anderledes ud.
Dem her var der ingen af.

Et par timer, en EKG, noget blodtryk, nogle blodprøver og en pose medicin senere forklarer en anden læge at det egentlig ikke ser ud til at der er noget galt med mig, men de vil gerne beholde mig natten over. For en sikkerheds skyld.
Jeg placeres i en seng (der er for kort) på en afdeling (hvor der ikke er plads) ude på en gang (hvor der ikke er privatliv) ved siden af en dement olding der kun kan stønne højt som var han ramt af tyskens bly (hele tiden uden tøven fra jeg ankom til jeg tog hjem). Sygeplejersker tager yderligere blodprøver som viser at jeg har det fint, men de vil alligevel gerne beholde mig til næste morgen for en sikkerheds skyld.
Efter at have ligget vågen ved siden af den rablende olding fra sen aften til lys morgen, bliver en sidste blodprøve taget af de travle sygeplejersker. Den viser at der intet er galt med mig, men jeg må hellere lige vente og høre den (nu velkendte) besked fra en uddannet læge, bare for en sikkerheds skyld. Der ville være stuegang hen ad formiddagen og så ville jeg kunne tage hjem.
Stuegang kommer og går og ingen læge nærmer sig mit raskeleje. Jeg spørger om jeg kan tage hjem da jeg har det fint og den udgave af ”Hjemmet” jeg har fundet er gennemlæst 40 gange. Svaret er nej, for en læge skal lige bekræfte at jeg er rask, for en sikkerheds skyld. Han ville være der om cirka 20 minutter.
8 timer senere (pureste sandhed) henvender jeg mig igen til de rare sygeplejersker og spørger om jeg kan tage hjem snart. Lægen er skam på vej forsikrer de.
To timer senere fortæller jeg resolut sygeplejerskerne at jeg selv agter at pille ledninger og nåle ud af min krop og tager hjemad. Hvis lægen skal bekræfte at jeg er rask så må han hjertens gerne ringe, men jeg har arbejde der skal laves, farvel.
4 minutter efter undersøges jeg af en stakåndet læge.
Som fortalte mig det samme som utallige blodprøver, EKG’er, et hav af sygeplejersker og jeg selv havde vidst i et døgn. At jeg havde det fint.
26 timer af mit liv jeg aldrig får igen.

Læger eller skuespillere i amerikanske tv-serier.
Dem har var der ingen af.

Hvis jeg i fremtiden skulle blive ramt af en Volvo eller blive udsat for stråling fra en sunken russisk atomubåd vil jeg alligevel tænke to gange før jeg tager et smut forbi hospitalet.
I deres sløve forsøg på at redde mit liv var jeg ganske tæt på at tage det selv.