En endlösung på julen
af Thor Frølich

Tjuhej, hvor er det jul. Det er det her, der og alle vegne, selvom den dog er aftagende. Børnene har med palmindryppende fingre allerede flået karduspapiret af tunge og tarvelige gaver, som i de fleste tilfælde vil udløse kortlivet morskab, men varig nikkelallergi. Til gengæld har de været rasende dyre, gaverne.

Julen tilhører børnene, hvad enten de vil det eller ej. Min egen datter Aviaja er endnu for uduelig til at kunne varetage julen på egen hånd, så jeg har måtte hjælpe hende med alt fra indkøb til påklædning. Aviayatollah er for tiden godt 1½ år gammel, men jeg har en formodning om at det med tiden vil ændre sig. forhåbentligt til det bedre. Juletiden er hun glad for – ikke så meget pga. af gaverne, men snarere fordi hun konstant er omgivet af familiemedlemmer der i yngelplejens navn sørger for både overlevelse og underholdning. Noget hendes forældre til tider glemmer eller med vilje forsømmer. Der er trods alt kun 24 timer i døgnet og i øvrigt er det en sag mellem os og myndighederne.

Gaverne er dog ikke helt uden betydning. Lille Aviouija blev i år overdænget med urimeligt mange af slagsen. Flere end hendes beskedne forstand kunne rumme. Selv fik jeg en sok, som jeg havde i forvejen og et stegetermometer, hvilken ingenlunde kan betragtes som rimeligt for en mand af min kaliber (den tynde, langsomme og generelt ufarlige slags). Altimens kan Lille Röyksopp muntre sig med nyerhvervede gaver som træpuslespil, farverige bøger om dyr og livagtige replika af menneskespædbørn. Her er tale om gaver til en værdi der langt overstiger det vi årligt bruger på at opvarme huset og det omkringliggende marskland (bygningen er ikke isoleret med meget andet end det mest nødvendige tapet og maling).

Det kan forekomme urimeligt at vi lever i sådan overflod og at jeg må tage til takke med så sløje gaver. Jeg foreslår at vi for fremtiden og i takt med at jeg bliver ældre overgår til et anciennitetsbaseret gavesystem, der meget rimeligt ville garantere størst udbytte til de som har formået at holde sig i live længst. Systemet kunne, for at sikre det kontroversielle koncept en så blid start som muligt, etableres med et loft på alderen 40-50 år, som i løbet af en ti-års periode kunne ophæves eller rykkes til de 50-60 årige – der er trods alt ingen mening i at bruge for mange penge i opstartsfase på de decideret nær-døde!

Jeg glæder mig allerede meget til at forelægge familien mit forslag og til næste år, hvor det utvivlsomt vil være implementeret til alles store tilfredshed.

N.b. Bemærk venligst ikke manglen på billeder, selvom den er åbenlys. Ovenstående er skrevet på en ganske mekanisk skrivemaskine og derpå mundtligt indtalt på en voksrulle, som ved endt optagelse blev skudt i høj fart mod og ind i internettet. Pneumatik var involveret.