En fisk i tanken er bedre end en på kassen
af Thor Frølich
Eller *“Hvordan Børn Ikke Evner At Benytte Konsonanter Når De Græder”*

Danmarks Akvarium. Et helt igennem forrygende sted, hvor gamle tiders eventyr er hverdagskost. Navnligt de eventyr som beskæftiger sig med fisk i store glas med vand. Jeg husker at have tilbragt mange timer i min barndom, med øjne så store som almindelige barneøjne, kiggende beundrende på de badende dyr. Men efter at jeg indtrådte i de voksnes rækker, har jeg på det skammeligste forsømt stedet. Indtil forleden dag, da hende pigen som har sit tøj i mine skabe, præsenterede mig for følgende ultimatum: “Enten besøger vi Danmarks Akvarium i dag! Eller også så laver vi noget andet – sammen eller hver for sig!” Så ind i bilen – en pragtfuld Skoda Favorit fra 1994 – og afsted gik turen ad både veje, gader og anden infrastruktur. Selve rejsen var et veritabelt orgie af farer, hvilket er grunden til at jeg sjældent forlader lejligheden men bruger megen tid på at skule og snerre af fjernsynet. Men løftet om adskillige varianter af fisk var dog for spændende til at vi lod os kue af truslen om absolut livsfare, narkokriminalitet og kønssygdomme.

Trods dårlige odds nåede vi sikkert frem. Vi løb hastigt fra bilen ind i bygningens relative sikkerhed, hvor vi høfligt men bestemt blev tvunget til at overdrage en del af vores penge. Vi blev mod forventning ikke billeteret af Aquaman eller en havfrue, men et menneske, der med stor sandsynlighed slet ikke var en fisk. Ikke nogen god start.

Han forholder sig HELT stille udenfor fodringstid.
Den omstridte havmand. Skal han have samme rettigheder som du og jeg?

I Danmarks Akvarium hersker en meget striks opdeling af racer. Og arter. Der gøres eksempelvis unødigt meget for at mennesker og fisk ikke udsætte for direkte kontakt med hinanden. Lige med undtagelse af et lavvandet bassin, hvor fisk kan få lov til at prøve at bide i børns fingre.
Måske er de bange for at deres fisk kommer til at lugte slemt af menneske. Eller at vi besøgende skal få helt vådt tøj og hår. Men fisk er ikke bare fisk og disse må derfor også sorteres i. Dette kan skyldes at en del af dyrene drikker een type vand, mens andre hellere vil bo i en lidt anderledes, men ligeså grimt smagende variant. Jeg hælder nu til den overbevisning at det er noget de har fundet på for at virke mere interessante end de almindeligvis ville. Det har nok også noget at sige, at de større fisk i mange tilfælde ville benytte de mindre til selv at blive endnu større.

Da vi havde fået de påkrævede, men festlige, flynder-hjelme fastgjort til hovedet og lært Havets Hilsen – en serie bevægelser, kun rytmiktimerne fra folkeskolen gjorde os i stand til at lære – måtte vi fortsætte ind i undervandsverdenen. Et sted der normalt henligger i mystikkens grumsede vand. Og Animal Planet’s utallige ‘Haj Uger’.

Nana troede hun havde fjernet al snavset. Det havde hun ikke.
“Du har noget nas på skjoldet, Nanna! Lad mig lige…”

Hillemænd, hvor var der mange akvarier. Akvariummer. Akvariæ. Tanke. Stoppet til randen med iboende fisk. Og vand. Det var lige noget for mig. Blå fisk, grå-blå fisk, store fisk, små fisk. Og fisk der slet ikke var fisk, men en anden slags dyr. Dem kunne jeg også lide! Der var også en masse børn. De kan frit løbe rundt derinde, hujende og skrigende. Med børn følger uværgeligt barnegråd, fordi de små jo som bekendt er yderst følsomme overfor udsving i magtbalancen, barn og forælder imellem. Latter det ene sekund, det andet ansigtet en lavine af snot og tårer, fordi de ikke må skrige en ål døv eller kaste deres små legemer mod hummernes vinduesparti. Dernæst følger kritikken af beslutningen til forældrene, udført i et sprog udlukkende bestående af vokaler. Og savlen. “Aa uuiee iua iiiu uy”, siger de, mens de peger. Tit får de ret og bliver belønnet med en gave.

At lave en liste over de fantastiske oplevelser der venter i Danmarks Akvarium er en forgæves opgave. Dertil er de for mangfoldige. Her følger listen:

En centralt placeret tank huser Michael Strunge, en art man indtil for nyligt troede udød, præcis 70 mio. år tidligere. En portugisisk fisker hev til sin store forundring et eksemplar op af havet i de sene 80′ere. Senere fandt man en undersøisk hule stoppet til randen med disse primitive, men smukke skabninger. Den har et smukt blåligt skær, når man lyser på den med blåt lys.

Eller muffedisser?
Et akvarium med strikkede huer

Blæksprutten i DA er en havkat. Ihvertfald hvis man skal tro skiltet ved glasset. Det lykkedes næsten, men jeg så igennem deres røgslør. Det var ikke nogen kat. Frisk og livlig som en koala, lå den op ad bagsiden af dens kunstige undervandsmilieu. De er alsidige dyr, sprutterne, men dette eksemplar var ikke i humør til hverken at flagre med arme eller puste med blæk. Øv.

Hummere kan blive fra store til ubegribeligt store. Dem de har i DA er bare store og er uden tvivl i stand til at flygte hvis blot de havde et andet sted at tage hen. Netop havinsekters størrelse er et emne jeg har berørt i forbindelse med mine rejsebeskrivelser. Kløer så store som mindre hummere, sidder på disse dyr. Hvad de bruger kløerne til, ved jeg ikke og ingen i akvariet var interesseret i at besvare mine højt råbte spørgsmål.

En herlig tur til et fortryllende sted. Intet i Danmark kan byde på den ro der gennemstrømmer sjælen når man kigger en fjæsing dybt i øjnene. Måske lige fiskehandleren. Du forlader stedet som et nyt menneske, der til forvekslinger ligner det gamle på en prik. Men du har i det mindste ikke tilbragt en formiddag med at jage vagabonder væk fra dine bistader. Om natten sniger du dig hen til deres lejr og forgiver dem. Det er jo din honning og dine bier, ikke deres. Frække vagabonder.