En fortælling om tøj
af Valdemar Kølle

Da jeg for nyligt var ude for at forsøge at finde en eller flere beklædningsgenstande til at erstatte de laser jeg ellers har til rådighed, når jeg skal ekvipere mig selv, skete der noget jeg føler jeg må berette om.

Med til denne fortælling bør naturligvis følge en kort forfortælling der kan sætte læseren ind i min økonomiske situation, da denne beretning delvist knytter sig til den. Delvist. Jeg er studerende og lever derfor i evig armod og fattigdom. Sådan er det. Hvad læseren ellers må mene om studerendes økonomiske situation generelt, eller studerendes økonomiske situation sammenlignet med sultende børn i Afrikas land må stå for læserens egen regning. Jeg har nemlig ikke råd til at betale den.
Det medfører imidlertid at der kan gå længe imellem at jeg har sparet sammen til slige luksusvarer som f.eks. mad eller tøj på kroppen.

Fesent er det også. Og det er noget pigerne vil have!
Jamen, det er da rasende sprælsk. Funky.

Da jeg i min søgen efter herrebeklædningsgenstande begiver mig ind en butik der udefra ser ud til at kunne efterkomme mine behov møder der mig et sælsomt syn. Ja, jeg vil næsten sige at jeg bliver helt bestyrtet, og ærgelig på den stakkels butiksindehavers vegne. Hans samfulde kollektion af herretøj har været ude for den mest sælsomme ulykke, tænker jeg. Jeg henvender mig straks til ekspedienten for at udtrykke min medfølelse over alt det fine tøj, der på sælsom vis er blevet helt misfarvet.

Jeg står jo midt i en kakofoni af alskens hæslige kulører, der på ingen måde hører hjemme på en voksens mands krop. Her er brune, pink og blå kulører. Her lidt orange, her lidt mere brunt. Flere af de misfarvede laser, der hænger fremme er ovenikøbet både krøllede og af et dårligt snit, der ikke vil klæde en herre. Noget må være gået helt galt, enten under farvning eller transport eller begge dele. At den stakkels indehaver af denne sørgelige kollektion har måtte se sig nødsaget til at hænge det frem, må jo være for at vise verden hans ulykke, i et spinkelt håb om Marshall-hjælp og Røde Kors-støtte.

Ekspedienten forklarer mig dog til min store undren at alt er som det skal være, og at der skam ikke er grund til bedrøvelse. Han ser at jeg stiller mig uforstående, og skynder sig at forklare.

Ifølge Thor Nørretranders storstilede undersøgelse viser det sig, at kvinder kan lide mænd, der kan overleve selvom de bærer grimt tøj. Det viser at de er stærke nok til at holde vilde dyr og dinosaurer, der ellers hader grimt tøj, på afstand. Dermed sikrer bæreren af rædslen sig adgang til de ypperste kvindelige eksemplarer, hvorfra han frit kan vælge og vrage, som et andet barn i en tombola.

Min interesse er vakt, skønt jeg stadig er skeptisk. Jeg indvilliger i et forsøg, og ekspedienten finder et bredt udvalg af gyseligheder frem. Mine hænder skælver da jeg forsøger at iklæde mig den første las, og det varer ikke længe før der må tilkaldes hjælp. Mine hænder farer vedvarende til min egen strube, i et forsøg på at tage livet af denne syge eksistens, mig, der i sin vildeste fantasi kunne finde på at krænge sig ind i den slags.

Jeg vakler stakåndet og forvirret fra butikken. Lettet over at være sluppet med livet i behold, skuffet over ikke at være blevet et stykke tøj rigere.
Jeg tænker at ekspedienten må have fejlfortolket sin Guru, Hr. Nørretranders. Kvinder elsker ikke mænd der kan overkomme dinosaurerne. De elsker øjensynligt mænd uden smag, selvkritik eller selvopholdelses drift.

En ninja-dragt eller toga går også an.
Stateligt og smukt skrud. Hvor finder man klæder som disse?

Moralen af min fortælling er naturligvis at mænd bør bære sort, eller variationer over dette tema. Det kunne være meget sort, lidt mindre sort, mørk grå, eventuelt sammensat med sort.

Det er der to grunde til. Den første er ligetil : Sort er den eneste farve, der klæder mænd. Den anden har en mere historisk årsag : Sort er sorgens og skammens farve, og er som sådan det eneste vi mænd bør og fortjener at bære, eftersom det var vores fædre der tabte kønskampen, ja kønskrigen var det faktisk, (det var der kvinderne brugte den navnkundige ”Tykke Bertha”, der tvang vore forfædre i knæ) og dermed skabte en fremtid for deres sønner hvor verden er på randen af totalt sammenbrud, hvor mænd må henslæbe en tilværelse som skaffedyr, pædagoger og studerekarle, hvor kvinder påberåber sig retten til ikke at barbere sig under armene, at gå med små bryster, at køre bil og tale i offentligheden. Duknakkede og krumbøjede må vi mænd pukle og knokle, for at stille disse Apokalypsens Matroner tilfredse.

Når rumvæsenerne forstøver vores planet med intergalaktiske superstråler vil de nikke til hinanden og sige : ”De havde ikke fortjent bedre !”.