En guide til huskøb
af Thor Frølich
Børnene taler i telefonen.
Ikke alle huse har indbygget telefon. Det her har.

Hvad enten du bor i en bunke tørv eller en kokon spundet af dine egne klæbrige kropsvæsker er ét sikkert – du bor ikke i et hus. Og det vil du gerne. Ellers læste du næppe denne guide. Huse er meget, meget svære at finde. Generelt kan det siges at de kan kendes på murene og et eller flere tage, men intet er sikkert. Der er kun omkring 14-15 huse i Danmark, så det gælder om at være vaks. En vaks og rig konge med en juvelbesat kåbe af silke. For udover at være svære at finde, er huse meget dyre. Hvis du stadig har mod, mandshjerte og -kirtler til at blive husejer, så kan du sikkert have glæde af følgende råd omkring huskøb.

Mandskirtler har kun ringe effekt i de fleste af huskøbets faser, da ejendomsmæglere af komplicerede kemiske årsager ikke kan hverken se eller lugte deres udsondringer. Det er derfor letsindigt udelukkende at stole på dine kirtler i den indviklede process. Det omvendte gælder når du køber bil eller, interessant nok, husbåd.

Det er tilrådeligt at undersøge om huset du er ved at købe er til salg. Og det må meget gerne være sat til salg af de mennesker som ejer det. Om ikke andet, så skal sælger som minimum være et menneske. Derved minimerer du risikoen for at ejendommen uventet beboes af andre når tiden kommer til at du selv flytter ind. Selv skal du også være en person, da skøder underskrevet af vampyrer eller mummitrolde, med få undtagelser, er ugyldige i alle sogne.

Mosekone? HAHAHAHA!
“Velkommen hjem, skat”, siger din mosekone.

Køb aldrig et hus uden at have foretaget en grundig inspektion af det. Hvis huset du har købt viser sig at ligge under 20 meter radioaktivt dynd eller er opført inde i Henrik Qvortrups garage, kan det måske være for sent at gøre noget ved, når først slutsedlen er skrevet. Sæt familien på en trækvogn og tag ud og få syn for sagen. Hvem ved, måske kan du redde dig et stykke kage fra køleskabet, hvis ejendomsmægleren letsindigt vender ryggen til.

Ejendomsmægleren er nært beslægtet med eskimoen og bredbladet persille og kan derfor se i mørke. Udover at det i den forbindelse kan være nødvendigt at udbede sig lyset tændt i den ejendom der kigges på, vil mægleren ofte bryde ud i gråd, hvis huset skulle omtales i ufavorable vendinger. Hvis du ikke bryder dig om stedet, vent da med at udbrede dig derom, da du ellers risikerer at såre et væsen, der er følsomt og delikat som en anemone. Man slår heller ikke en koala, med mindre den har taget din drikkedunk med dejlig orangeade.

God fornøjelse med boligen.