En hobby med hob i
af Mikkel Thomassen
Men pænt er det nu, på en Riefenstahl-agtig måde.
Vred hob mod AIDS, København sidste uge. Godt forsøg, men man har tydeligvis glemt et par af hovedingredienserne. Her er ild, men hverken hob eller vrede.

Enkelte forvirrede røster har kimset, rynket på næsen eller på anden måde udtrykt utilfredshed med den seneste tids hændelser i Greve. Jeg vil imidlertid benytte denne lille sæbekasse af en kommunikationsplatform, som man så godtroende har tildelt mig her på Abekatten, til at hilse fænomenet hjerteligt velkommen. Fakkeltoget, bedre kendt som den vrede hob, er tilbage i dansk kommunalpolitik, og hvor har vi savnet det. Alt for længe har hekse hekset, videnskabsmænd har leget Gud, og folk har ment noget andet end jeg mener, helt uden frygt for andre represalier end rationel modargumentation. Den slags gør mig vred, og det er netop den slags vrede, som er en væsentlig bestanddel i en vred hob.

Tidligere har man på så fin vis demonstreret med sammenstimlen og ild, at et par tykke mænd i røde seler er en sørgelig undskyldning for et naziparti. Bare fordi vreden nu retter sig imod et mindre perifært medlem af højrefløjen, kan jeg ikke se nogen fornuftig grund til at, at man skulle bide sin vrede i sig og diskutere tingene som voksne mennesker.

Hvis du nu også ønsker at dyrke din vrede Greve-style, altså i selskab med ligesindede og fakler, men måske er lidt tøvende i forhold til, hvorledes man begår sig i en vred hob, så er hjælpen nær. Her har jeg hastigt sammenflikket en slags guide til god takt og tone i den vrede hob.

Følgende bestanddele bør altid indgå i en ordentlig vred hob:

Mennesker
Så mange som muligt, og under ingen omstændigheder mindre end ét.

Vrede
Det er vigtigt at sikre sig, at vreden er rettet *mod *noget (og helst noget brandbart). Der ses af og til forsøg på at lave optog *for *dette og hint, fakeltog for fred og lignende, men den tendens må vi tage stærkt afstand fra. En vred og væbnet hob for fred er en selvmodsigelse, som nok næppe vil imponere dine politiske fjender.

Ild
Igen, så meget som muligt. Men nu er noget af det smukkeste ved ilden jo netop, at der meget let kan blive meget mere af den, når blot man har lidt at starte med.

Landbrugsredskaber
Der er mange som tror, at de kan møde op til en vred hob bevæbnet med diverse forhåndenværende redskaber, men det er helt forkert. Som ældre og klogere livsstilseksperter har pointeret så ofte: …ere Vi ikun Fez-klædte Monckeys, dansende til Traditionens Pibe, og traditionen dikterer nu engang østeuropæisk bondestil, så dans abekat, dans! Lad tjenestepistolen og topnøglesættet blive hjemme, og invester dog i en ordentlig le eller høtyv i stedet!

Møllen fortrød bittert sit partiskifte.
Så flot kan det gøres, når blot man følger disse simple råd.

Lad også venligst den sunde fornuft blive hjemme. Der er nok næppe større faux pas *at begå i en vred hob, end pludselige udbrud af rationalitet. Sætninger som: ”det var egentlig et godt argument” og ”brænd dog ikke barnet!” bør du passe voldsomt på med. Føler du i tvivl, så gør blot som din sidemand eller råb højere og vredere og stik ild til noget i din umiddelbare nærhed. (Det sidste bør kun praktiseres, hvis du befinder dig i udkanten af hoben. Antænding af sidemand anses også for en *faux pas, omend af en mindre alvorlig natur).

Nu ved du nogenlunde lige så meget som jeg om den fine gamle tradition at gå i hob. Selvfølgelig findes der mennesker, kedelige lyseslukkere alle som én, der vil kalde den vrede hobs pøbelvælde for udemokratisk, men det skal du ikke være ked af. Vi ved hvor de mennesker bor, og vi har fakler.