En Rosetta-sten for børn og voksne
af Thor Frølich
Hans hat strammer

“Typisk ansigt et barn kan stille op”

Børn og deres sprog er på mange måde som en tønde stødt kanel. Kanel kommer fra en plante som gror på en ø meget fjernt fra landet Danmark. I gamle dage var det yderst kostbart at anskaffe sig, da det skulle transporteres fra denne fjerne ø ombord på upålidelige sejlskibe ført på vinden henover vandet af upålidelige sømænd. I dag er priserne langt mere rimelige og kanel er hvermandseje. En hel tønde koster stadig mere end hvad enkelt hustand er parat til at give og indeholder altså også temmeligt meget kanel.

Ah ja, sproget. Sæd og æg i skøn forening har skænket mig en datter. Hun er 2 ½ år gammel og taler meget. Uanstændigt meget. Og det er jo en herlig ting, fordi hun sandsynligvis kan have stor glæde af gode talegaver her i livet. Med mindre den af alle frygtede zombie-apokalypse indtræder, i hvilket tilfælde at kunne leve af bark og skyde præcist med krudtkugler er langt bedre kvalifikationer. Her følger en guide til verbal kommunikation barn og voksen imellem.

Når det voksne menneske siger

“Jeg kommer lige om lidt”

modtager barnet følgende besked

“Jeg kommer om så lang tid at alt har mistet sin relevans og den menneskelig civilisation har selvdestrueret, hvis der ikke ligefrem er gået så længe at solen har slugt den ganske planet”.

Det er også værd at notere sig at børn oplever voksne som praktisk store og nogenlunde kompetente mennesker, der desværre er temmeligt hæmmet af at gøre alting i uanstædigt slow motion. Dette sætter børnenes opfattelse af voksne som noget man bør have gevaldigt på prøve.

Man kan ligeledes gå fælt galt i byen med ordene

“Måske kan du være heldig at få lov til at klappe et får eller måske se en hest henne på gården”

som bekendt for barnet betyder noget i retning af

“På den gård vi om lidt skal besøge vil der med usvigelig sikkerhed for vores vedkommende ikke skulle foregå andet end langvarig klap af den prægtigste hest i hele dette sogn, efterfulgt af en adskillige timer lang ridetur langs mark, eng, strand og hede. For dette gives alle mulige garantier og løfter om at intet kan gå galt og at alt er nøje tilrettelagt herfor.”

Bare ikke i virkeligheden.

Børns omgang med voksne er derfor en næsten endeløs række af totale skuffelser kun afbrudt af mindre løftebrud og pludseligt nedjusterede forventninger. Det er ikke så sært at de små krapyl vokser op og finder os mere og mere rædsomme i takt med at de lærer hvad ordet “rædsom” dækker over. Os, de voksne. Bevares, kommunikationsforskellene bliver (uhyre langsomt) udjævnet og derved også misforståelserne, men mindet om sviget lever evigt i deres nagbærende børnesind. De er i grunden nogle nederdrægtige små slyngler, man bør klogest i at vogte sig for at tale med.

“Tale er hør, men tavshed er bast”, sagde en forstandig tekstil-baron engang til mig. Det har jeg aldrig glemt ham for.