En sang om et land et sted
af Thor Frølich

Der bor nogle mennesker i dette land. De har lidt uopfindsomt opkaldt deres land efter dem selv. Landet hedder Vietnam, men har ved lejligheder heddet noget andet. Det skyldes ikke at vietnameserne er nogle vægelsindede starutter men, at andre nationer havde det med at lægge vejen forbi og insistere på at ville omdøbe stedet og vise hvordan de mente et land som dette skulle drives. Andre gange ville de bare skyde med geværer og gøre kål på træernes blade.

Hold i nakke pga. ujævnt underlag!
Efter en lang dag med gudning, tager Buddah sig en velfortjent lur. Ovenpå Vietnam.

Vietnam udmærker sig ved, blandt andet, at være et land med ustyrligt mange knallerter. De er overalt – med eller uden mennesker ovenpå. Gamle knallerter og nye. Flest gamle. De suser afsted, som var der ingen færdselsregler. I Vietnam har de ikke færdselsregler. Lysregulerede kryds, som koncept, er heller ikke rigtigt slået igennem. Højlydt dytten, derimod, praktiseres lystigt. Fra primært at miste livet i krig, har vietnameserne kæmpet med misundelsesvækkende mod og dygt for retten til at omkomme i trafik i stedet og det nyder de nu godt af.

Det er meget udbredt i urbane områder at have en butik hvori man kan sælge effekter man gerne vi af med. Måske er disse ting grimme eller af dårlig kvalitet eller også har de ganske enkelt for mange af dem. Jeg kender ikke den rigtige grund til denne salgsiver og spurgte heller ikke. Men af med tingene vil de gerne. Til dette formål har de handlende udtænkt snedige strategier som hjælp til at komme af deres varer. En spændende en af slagsen går ud på at indehaveren af en bod vil råbe højlydt ‘HEY’!!, når man uskyldigt går forbi. Når man så kigger forskrækket på den råbende vil vedkommende med stor iver pege med fingeren på de ting butikken kan tilbyde. Ni ud af ti gange vil dette foregå mens man befinder sig nøjagtigt 50 cm. fra samtlige genstande til salg og dermed har en rigtig god chance for at opdage tingene på egen hånd. Men det er øjensynligt en risiko de ikke er villige til at løbe.

Jorden er giftig!
I Vietnam sidder alle på en dinosaurus.

I gennemsnit, men også i virkeligheden er vietnameserne nogle små mennesker. Mange af dem er ikke større end tobak for en skilling. Og man får ikke meget røg for en skilling i dag, så det drejer sig om ganske få centimeter. Derimod, og måske netop pga. dette faktum, er vandene i og omkring Vietnam fyldt med havinsekter og fisk der har ganske imponerende mål. Men hvis man ser bort fra disse dyrs ambitioner og kigger på deres størrelse, så lægger man straks mærke til at de er langt større end deres artsfæller i vores del af verden. F.eks spiste jeg, med stor fornøjelse, en reje på størrelse med en fuldfed dansk rotte. Den var stor nok til at jeg i mit stille sind bad til at køkkenet havde haft held til at slå den ihjel. Den lignede en ganske almindelig dansk fjordreje, bortset fra at jeg, såfremt den havde været i live, villet have været i stand til at ride rundt på den nede i havet og té mig som en slags forkælet undervandsprins. Hvor jeg vil hen med dette ved ingen, men jeg synes det var værd at nævne.