Et sygt samfund?
af Morten Møller

Min sygekasselæge, der ganske vist er urimeligt ung og ikke anvender flere latinske gloser end almindelige mennesker, men som kommunen forsikrer mig er kvalificeret medicus, har ved en uformel sammenkomst i hans konsultation – så uformel faktisk at han bad om at afføre mig adskillige lag tøj – meddelt mig at mine planer om udødelighed næppe lader sig gøre på et rent legemligt plan. Ydermere fastholdt knøsen (som kommunen stædigt fastholder er fuldt eksamineret læge) at jeg sporenstrengs bør indhente tilbud fra diverse begravelsesforretninger såfremt jeg selv ønsker at have indflydelse på min jordefærd. Dog påpegede doktordrengen at mit jordiske hylster kunne redes såfremt jeg begynder at leve efter visse regler. Ikke blot bør jeg efter den hvidkitlede mandslings mening lægge min diæt om – idet han næsvist påpegede at cigarrøg ikke er en del af kostpyramiden – den hippokratiske skrælling ønskede også at jeg påbegyndte et strengt regime af fysisk aktivitet.

Naturligvis slog jeg med en høj – og ganske elegant – hånlatter knægtens advarsler hen som værende tågesnak og en gal fantasts syge ideer, og stod netop i begreb med vittigt og fyndigt at forklare ham dette, men min hånlatter udløste et hosteanfald der ikke alene fik mig til at tabe min cigar, men efterlod mig ganske kraftesløs. Og efter at lægen og en langt ældre sygeplejerske – der, imodsætning til hvad rygterne siger om disse uniformerede kvinder, ikke var det mindste sexet, men mest af alt mindede om en dårlig Wagner-opera – havde hjulpet mig på benene kom jeg til den konklusion at en hvis portion behørig mandig motion vel ikke ville være aldeles ødelæggende for den agtelse jeg nyder.

Trikot-mænd!
Da var der mænd til!

Altså kære læser var jeg følgende på udkig efter en passende motionsform for en gentleman. Mit togt var dog nær strandet kort efter starten, idet Statsradiofoniens repræsentant telefonisk har forsikret mig om at min forgæves søgen efter annonceringen af Kaptajn Jespersens daglige programmer ikke som antaget skyldes en trykfejl i avisen, men derimod det beklagelige faktum at man ikke længere udsender disse udmærkede programmer. Nuvel. Jeg besluttede mig for at opspore et alternativ til Radiofoniens sørgelige holdning til folkesundheden.

På anbefaling besøgte jeg herefter et såkaldt ”fitness studio”, en betegnelse der tilsyneladende dækker over et mødested for kvinder med spiseforstyrrelser af en så omfattende karakter at det i mine øjne vil gøre det vanskeligt hvis ikke helt umuligt at finde en passende ægtemand. En ung dame med blonderet hår, hvis fremtoning gav stærke minder om en Afgansk mynde, var imidlertid yderst tjenstvillig og viste mig rundt, selvom hun i skyndingen ganske må have glemt at klæde sig behørigt på idet den dragt hun bar var som Krakas, ”ikke nøgen og ikke påklædt”. Den unge dames præsentation af faciliteterne afslørede et væld af nymodens mekaniske indretninger hvoraf flere var så komplekse at de ville have forvirret selv Ørsted. Disse maskiner forsikrede min sundhedens Virgil mig var ikke beregnet til at aftvinge tilståelser, men skulle ved brug udvirke mirakler for min sundhed. Under gennemgangen af disse maskiner kunne jeg imidlertid ikke undgå at bemærke at den mandlige del af klientellet næsten udelukkende bestod af grotesk store mænd. Mænd af så omfangsrige dimensioner at det forekom mig aldeles upraktisk og decideret usundt. De resterende herrer forkom mig at opfylde det antikke mandsideal – det antikke græske mandsideal – hvis læseren forstår. Disse iagtagelser, samt et prisfastsættelsesystem af en så kompliceret art at min revisor grædende opgav at forklare mig sammenhængen, gjorde at jeg atter igen afsøgte motionsmarkedet.

Betegnelsen ”kampsport” fangede kort min interesse. Men efter at en kortvarig omend intens ordveksling med ejeren af en såkaldt ”Dojo” (et østerlandsk ord for gymnastiksal hvis jeg har forstået), om hvorvidt solens sønner, der ellers slår mig som et uhyre praktisk anlagt folkefærd, ville bifalde anvendelsen af eksempelvis en ”Desert Eagle” i selvforsvarsøjemed, mundede ud i ufrugtbare beskyldninger fra Dojo-ejerens side omkring mine forfædres genetiske sammensætning.

Du ejer ikke luften!
Af banen, her kommer jeg!

Efter disse forgæves forsøg ville det være fuldt berettiget om jeg havde opgivet mit forehavende, men Fru Møllers dreng giver, hvilket talrige af Jehovas vidner og andre dørklokkestemmende missionærer utvivlsomt vil nikke genkendende til, ikke op så let. Efter at have indtaget en hjertestyrkning fik jeg den lyse ide at prøve kræfter med atletikken. Da jeg imidlertid fra min skolegang, hvor jeg under overlærer Schandorphs kyndige blik blev bibragt megen praktisk viden om sport, har erfaret at både kuglestød, hammerkast og diskoskast gør mig ganske ør og ikke så lidt svimmel besluttede jeg mig til at løb vel i bund og grund er den mandigste træningsform. Og navnlig maratonløbet forekom mig at have den rette mandige ånd tilknyttet. Jeg besluttede i den forbindelse høvisk at ignorere det faktum at maratonløbets historie tilsyneladende er opfundet af en mytoman franskmand fra omkring forrige århunderedskifte hvis evner for usandheder i markedsføringøjemed ville have fået salig professor Tribini til at blegne af misundelse. Iført mine nyindkøbte kondisko og bevæbnet med et Krakkort hvorpå de 40 km var udmålt med rimelig nøjagtighed (da de resterende meter er tilføjet for at tilfredsstille dovne angliske royale tæller de ikke i min bog), begav jeg mig ud på en rask løbetur. Imidlertid må Krak have lavet adskillige fejlopmålinger for hvad de angiver som én kilometer gav mig både stikken for brystet og en decideret åndenød. Efter den distance de hos Krak angiver som værende 2 kilometer knugede knokkelmandens hånd mine indre organer i et jerngreb hvis smerter synes at stråle ud i min venstre arm. Da jeg heldigvis er udstyret med et stærkt overlevelsesinstinkt stoppede jeg mit løb. Og det er her at jeg beder om forståelse fra Abekattens læsere! Krak nægter kategorisk at tilbagebetale de éthundredeognioghalvfemsenstyve kroner som jeg har betalt for deres fejlbehæftede las af et kartografisk værk. Mine herrer og De damer jeg spørger Dem: er det virkelig det samfund for hvilket vi døjede med tysken i de onde år?