Fedt nok, monsieur !
af Brian Mørk

Siden jeg lærte at gå, og prompte undlod at gøre det, har min krop udviklet et stofskifte der ville passe udmærket til et dyr i dvale.
En bjørn, en lækat eller en af de der frøer der kan leve under ørkenens sand i 10 år uden føde.
Det ville være fint hvis jeg, lig den magiske frø, ikke nærede noget behov for at indtage både kulhydrater, proteiner, fedtstoffer, mineraler og farvestofferne E-3 til E-2345.
Men det gør jeg.
Jeg spiser gerne både ting man har taget ud af dyrs stadig dampende kroppe og knasende kornprodukter fra marken, kakaotræet og diverse drivhuse i Holland.
Deri ligger dog et åbenlyst problem.
Fylder man en ballon med for meget luft, vand eller cowie, så udvider den sig til den når det punkt hvor den sprænger og efterlader et lille barn på grådens rand.
Deri ligger ballonens natur.
Jeg er ingen ballon. Jo, minsæl om jeg ikke hæver som havde nogen hamstret gær i mine porer under den sidste strejke, men jeg sprænger ikke.
Jeg udvider blot min intimsfære drastisk.


Jeg er god i kiksekage.
Se mig!

Andre individer af samme art som jeg, kan sluge muselmandens fedtdryppende kød på spyd 3 gange om dagen og skylle det ned med amerikanske drikke fyldt med så meget sukker at en normal bikube ville holde en uges ferie fra pollenindsamlingen Og det er naturligvis uden at flytte det mindste om på deres kroppes naturlige geografi.
Se bare på den unge Frölich. Benet som en knæler.
Han har nemlig et stofskifte.
I modsætning til mig.
Mit skrøbelige kalkskelet er beskyttet mod alle former for fysiske stød, rystelser og temperaturudsving som var det et B&O widescreen i en kasse fyldt med… fedt.
Og der er ikke det store at gøre ved den sag.

Jeg kan løbe, hoppe, løfte, slå, sparke, hive, trække og flå til jeg kollapser i en uformlig bunke af halvsmeltet talg og menneskefløde uden at det har den mindste effekt på mængden af mig.
Havde jeg en væge ville jeg være en slags vidunderlig evigheds tranlampe som brændte med en flamme så klar at folk fra nær og især fjern kunne varme deres tynde og knoklede lemmer ved den.
Det er jeg dog ikke. Jeg er en vibrerende, svedende og glinsende frituregolem hvis eneste formål er at efterlade et sneglespor af olie som myrer grådigt kan mæske sig ved.
Vend jeres åsyn bort i afsky når jeg amøbeagtigt klemmer mig gennem døren til jeres hjem i søgen på kalorier som jeg kan assimilere og forøge min svulmende kropsmasse med.
Flygt ud i bakkerne med jeres børn og chorizopølser og påkald det nationale forsvar og lad dem regne ildskyts ned over mit kollosale festivaltelt af en altødelæggende monsterkrop.
Det er hvad jeg er værd.
Ok så galt er det måske ikke. Men jeg er sgu godt nok ved at blive en kende ved godt huld.

Hvor er mine pommes fritter?