Fjern-tale Fjerter
af Lars Thorsen
Hej, du taler med en anden
“Er der nogen frækkerter på linien”?

Husstandsomdelte reklameblade, telemarketing, helsides annoncer i dagblade, de første tyve minutter af næsten enhver biograf forestilling, fjernsyns sponsorater, Nigeria breve, elektroniske bannere (animerede og statiske), e-postomdelt kødkonserves, pop-up vinduer, product placement, embedded Flash-animationer. Hver gang det lykkes nogen at opfinde et nyt kommunikationsmiddel eller -medie, går der ikke længe før et eller andet lyst hoved, med fordunklet sind og dårlig mundhygiejne, har fundet på en metode til at forplumre og ulideliggøre den daglige anvendelse af denne revolutionerende opfindelse. Det er en sjældenhed af kaliber (en sjælden kaliber tilmed!) at denne slags misbrug af Informations Teknologi fører til morskab – især for den hvis telekommunikation er blevet besudlet. Her vil jeg dog viderebringe en sådan sjældenhed, idet jeg vil dele med verden den sande historie om de to gange jeg er blevet udsat for, hvad vi i min spæde ungdom omtalte som, telefonfis. Lad det dog være utvetydigt klart at jeg, trods den antydede fornøjelse, ikke ønsker at gøre mig selv til talsmand for den slags produkter eller tjenester!

Mangen et år er skyllet væk af tidens ebbe og flod, siden det første tilfælde af tele-flatulens ramte min ydmyge telefon. En eftermiddag hvor jeg, som jeg har for vane, svang mit utilstrækkeligt påklædte legeme rundt i min stue, gav min grå DanaDecor pludselig sin umiskendelige klang fra sig. Med sædvanlig forsigtighed løftede jeg røret og flyttede på knappen der åbner forbindelsen, og introducerede mig med klar og nøje indstuderet stemme.
- ”Hej, det er Mig!” Svarede en ungdommelig pigestemme.
Et kort øjeblik overvejede jeg om det kunne være min kusine (der er opkaldt efter ikke alene en af Farao Ankh-Aton’s hustruer, men også to dronninger: en dansk og en engelsk), men stemmen var dog for barnlig til at tilhøre denne min slægtning. Da det desuden ikke er en jævnlig foreteelse at unge kvinder ringer mig op – tilmed uden straks at prøve at sælge mig noget – udbad jeg mig flere detaljer omkring hendes identitet. Dertil protesterede hun:
- ”Kan du ikke huske mig?”
Så ondt det gjorde mig, måtte jeg indrømme at hun ikke stod frisk i min erindring, og jeg antydede høfligt at hun måske havde fået forkert nummer.
Som reaktion på denne antydning, steg en overordentlig falsk og påtaget klynken ud af telefonrøret. De fleste mænd er nok bekendt med hvorledes det kan rive og flå i den ganske sjæl at lade en kvinde græde uden at forsøge at trøste hende, men så uægte klang denne ”gråd” at den end ikke mægtede at gøre mig oprømt. Efter en stund forsøgte den ukendte sig dog igen:
- ”Kan du slet ikke huske mig? Du gav mig dit telefon nummer!”
Nu har jeg aldrig udleveret mit telefon nummer til en fremmed – end ikke en af hunkøn! – hovedsagelig fordi der aldrig er nogen der har spurgt. Dette faktum påpegede jeg for den unge dame, og anmodede hende om at klarlægge hvornår og under hvilke omstændigheder jeg skulle have overdraget hende denne yderst personlige oplysning.
- ”Det var til en fest.” Påstod hun.

Jeg skal nok finde ud af hvor I bor!
“Fnidre, fnise, tissetrold, tihihi”!

Min dybfølte afsky ved det lægmænd omtaler som ”fester” grænser til det legendariske, og dette forsøgte jeg i milde toner at viderebringe den, ikke længere snøftende, unge dame. Dertil føjede jeg endnu en forsikring om at hun uden tvivl havde den forkerte i tale.
- ”Jamen det var også mere sådan en the fest” insisterede hun ”du ved – en kop the…”
I ren iver efter at få blot den mindste flig af sin spøg til at fæstne sig ved virkeligheden, faldt min samtalepartner nu ganske ud af sin rolle som forsmået elskerinde. Dette gav mig chancen for at forklare at jeg, ligesom med alkohol, aldrig indtager kaffe eller the, i lyset af hvilket hun endelig overgav sig til det uundgåelige og tog min overbevisning om at hendes opkald var rettet til den forkerte, for gode varer.
Hvornår, og om, jeg indså at der var blevet drevet telefonisk gæk med mig er aldrig rigtig blevet mig klart.

Omtrent et år efter, under de stort set samme forhold, ringede min telefon igen. Da den ikke gør det så tit blev min nysgerrighed straks vakt af det besynderlige fænomen. Jeg fattede røret og afgav, næsten nøjagtig som året før, min sædvanlige selv-introduktion. Svaret faldt, om end endnu mindre informativt end sidst:
- ”Hej!”
Ingen jeg kender undlader at identificere sig i telefonen, selv de af mine bekendtskaber som strækker sig over adskillige år, til gengæld var det i denne stund at min hukommelse – der til tider kan være en elefant værdig – trådte i karakter. Stemmen virkede bekendt, og mindet om opkaldet et år tidligere dukkede op til overfladen af min bevidsthed, som en svømmer der har opdaget at en haj har lånt halvdelen af hans ben til en anatomilektion for nabolagets hajunger. Den tid min hjernebrask krævede til denne flyde-eksercits blev vel anvendt af den unge dame i den anden ende af kobbertråden:

Lavthængende frugt?
“Dikke-dikke-dik”!
  • ”Jeg sidder lige og spiser tyrenosser!” erklærede hun frejdigt.
    Ethvert normalt menneske af protein og vand ville være blevet slået med smule overraskelse, over at nogen kunne finde på at ringe en vildt fremmed op midt i et sådant gastronomisk eventyr, blot for at delagtiggøre denne i oplevelsen. Af uvisse årsager blev jeg ikke grebet af en sådan forståelig forvirring – min eneste teori går på at Trappens ånd havde tømmermænd den dag, og at jeg allerede var rystet og forfjamsket over at være blevet ringet op overhovedet. Under alle omstændigheder lykkedes det mig ubetænksomt at afbryde Den Lilles forsøg på at aflevere en punchline, hun havde på bedding, med en uforbeholden ros til hendes kulinariske valg. Da dette bragte hende til midlertidig tavshed (jeg fantaserer sommetider om at mit vid fik hende til at tabe mælet) valgte jeg øjeblikket til at uddybe applausen med en ufrivillig dobbelttydighed, idet jeg fremhævede testiklers høje indhold af næringsmæssigt jern. Den unge dame genvandt dog snart den nødvendige ligevægt til at aflevere sin forsinkede punchline:
  • ”Ja men, jeg kan altså så godt lide saften indeni.”
    Som mangeårigt medlem af Landsforeningen af Gamle Grise og Ekscentriske Onkler stod der kun ringe tvivl, i min bevidsthed, om hvilken ”saft” pigebarnet hentydede til, men jeg besluttede mig for at lade min overlegne viden om anatomi spille hende et puds. Jeg udtrykte derfor en dyb bekymring om hvorvidt de omtalte testikler var blevet tilstrækkeligt renset og skyllet inden tilberedningen – for jeg mente bestemt at råt dyreblod kunne være skadeligt. Hertil forklarede hun:
  • ”Nej det er det hvide saft! Mmm det er så lækkert…” Og som for at understrege sit velbehag ved den lækkerbisken hun ville foregøgle mig at nyde, smaskede hun hermed teatralsk og æggende.
    Nu måtte jeg simpelthen advare hende om den fare hun gav udtryk for at befinde sig i – for hvis der var ”hvid saft” i hendes mad, kunne det kun betyde at de var fordærvede. Min overbevisning om dette fandt sit grundlag i at jeg, ulig den spæde spøgefugl, vidste at den ”saft” hun havde i tankerne ikke er at forefinde i selve … kuglerne… men derimod produceres af og i kirtler længere inde i kroppen – dog lod jeg hende dog ikke ane at jeg anede hvad hun ville have at jeg skulle ane.
    Nu virkede det igen som om staklen havde mistet mælet, så jeg begyndte at udfritte hende om hvilken forhandler der havde overrakt hende denne kostbare delikatesse, hvilken emballage de var blevet leveret i og under hvilke forhold de var blevet opbevaret – alt sammen i klar forhåbning om at afdække om hendes helbred var truet af produktets tilstand. Ganske befippet oplyste hun mig da:
  • ”Jeg bliver altså nød til at smutte nu…”
    Jeg kunne kun udtrykke min enighed, da hendes snack ellers risikerede at blive kold…