Førerbevis til vogntøj
af Thor Frølich
Bark og tørv var materialerne
Et typisk candalusisk kørekort.

Jeg kender en pragtfuld mand ved navn Jeremy. Han kommer fra Candinavien og er derfor en løjerlig udenlandsk starut. Der er vældig megen radioaktivitet og snavs i luften, i landet hvorfra han kommer, så det er nok derfor at han nu er her i Danmark.

I Canadia var det et helt almindeligt syn at se Jeremy komme kørende i en bil, når han skulle fra et sted til et andet. Han nød det privilegium og det på en forsvarlig og sikker måde. Tilladelsen til dette – kuskebrevet, som det da hed – erhvervede den unge Jeremy under den kyndige vejledning af kørelære Ramses d. II. En succeshistorie.

Nu ønskede Jeremy at gøre det samme på de danske veje. Men da hans candalonske kørekort ikke er stort andet end en række sælsomme runer kradset i et aflangt stykke bæverskind – og på ingen måde gangbart i vores civilicerede egne – måtte han foretage en udskiftning. Ved henvendelse hos de “relevante” myndigheder (“” indikerer en stærkt ironisk brug af det omsluttede ord og er ganske vellykket samt humoristisk, som I vil opdage senere, når det bliver afsløret hvor uduelige disse myndigheder skulle vise sig at være), bliver Jeremy bedt om at stille med:
En lægeerklæring (som han ikke selv må have udfærdiget),
et vellignende pasfoto (problematisk, da canadianere ikke kan ses i reflektioner eller på billeder, samt ikke kaster nogen skygge)
og hans gamle kørekort. “Vi ombytter gerne dit rædsomme ungabunga-kørekort til et mere dansk og tidssvarende, Hr. Udlænding”, sagde de til ham. “Der vil i forbindelse dermed skulle betales pengebeløb til os. Danske pengebeløb. Her har dine træmønter og gnaverpelse ingen værdi”.

Hitler hentede aldrig sit danske førerbevis.
Et typisk dansk kørekort.

Da Jeremy er fuld af gåpåmod og nybygger-snilde lykkes det ham hurtigt og trods alle odds at fremskaffe samtlige ovenstående effekter. Lægeerklæringen kostede ham 360,- at få foretaget, fordi lægen var en rigtig læge med uddannelse og fin kittel og pasfotoet 60,-. Altså foreløbig en samlet udgift på de to beløb, lagt sammen. Billigt sluppet for et dejligt dansk kørekort af fineste danske kørekortskvalitet. Med disse effekter i hånd og hjertet bugnende af forventet køreglæde, drog han atter til myndighedens hus.

Der undersøgte man hans medbragte dokumenter og kontrafej. “De er fine og gode til brug ved konvertering af kørekort, disse”, sagde man smilende. Jeremy blev så glad, så glad. Nu var kørekortet snart i hus, ligesom de så venligt havde lovet.
“Hvis ikke den nye lov var trådt i kraft d. 1. maj, så havde vi sporenstrengs udstedt dig det kørekort vi lovede dig”, fortalte man derefter lidt henkastet. “Du ved, den lov som gør at vi kun konverterer kørekort udstedt i EU. Loven kom på et lidt ubelejligt tidspunkt for dig, synes vi. Specielt nu hvor vi havde lovet dig en konvertering og på intet tidspunkt nævnt noget om den nært forestående ændring”. (Mere end en person talte til Jeremy under hele forløbet, skal man tro forfatteren).

Nej, hvor blev Jeremy trist til mode. Og frådende af raseri. Det iltre candske temperament, som kan virke så underholdende og charmerende ved festlige lejligheder, håndterer kun ringe bureaukratiets luner. Canadalanere bryder sig nemlig ikke om at blive stillet noget i udsigt, investere mønt i projektet, for derefter at modtage ingen verdens ting. Jeg tror det er fordi de kommer fra en koloni oprindeligt grundlagt af tasketyve og tugthusfanger – og vi ved hvordan sådan nogen er. Mit råd til Jeremy er at han skal se at komme op på hesten igen – kørekorthesten! Eller cyklen. For han må saft suseme ikke køre bil.