Gådefulde Gåder del 1: Sommerhuset
af Mikkel Thomassen
Mouse over: Familien har slået telt op udenfor, for at beskytte sig mod elementernes rasen.
Et typisk sommerhus

Ferien er over mig, mine tasker er pakkede og mit rejsemål denne gang en af verdens mest mystiske mysterier. Som Pyramiderne, Stonehenge og Bermudatrekanten aftvinger også sommerhuset os spørgsmålet: ”hvem byggede det? … og HVORFOR?”
Ufoer er som altid et godt bud på det første spørgsmål, men vi vil nok aldrig komme til at forstå meningen med det gådefulde sommerhus.

Sommerhuset er en slags hus, men kun af navn. Som navnet antyder, er sommerhuset faktisk kun egnet til beboelse den korte del af året, hvori der strengt taget ikke er brug for huse at bo i. Hvor vinter- eller helårshusets stolte stenmure trofast beskytter menneskene indeni mod elementernes rasen, bibelske plager og indbrudstyve, skal sommerhusets skrøbelige træstruktur helst tages ind, når det regner.

Sommerhuset er normalt beliggende i en del af landet, som ved et mystisk geografisk paradoks ligger så langt væk fra alting, at det tager det meste af din ferie at nå frem til huset, mens det samtidig ligger så tæt på, at vejret er præcist det samme som der, hvor du kommer fra. Der er med andre ord ingen klimatisk pointe i den lange rejse. Hvis regn, sol eller sværme af græshopper gjorde dit liv besværligt derhjemme, så vil de med usvigelig sikkerhed også vente på dig, når du ankommer til sommerhuset.

I sommerhuset vil du heller ikke, som på andre ferier, få chancen for at møde farverige fremmede kulturer og pege fingre af dem. Den lokale cuisine består mest af flæskestegssandwich og remoulade. Du kan ikke købe toldfrit på noget tidspunkt af turen, og de har akkurat de samme is som din hjemlige kiosk også fører. Du vil med andre ord opleve præcis det samme, som du kunne have oplevet derhjemme, bare meget mindre af det.

Langt mere uhyggelige er de tykke turister.
Ingen af denne slags tyskere ser man.

Det skorter også betragteligt på letpåklædte cyklepiger af den type, som i denne tid gør Nørrebrogade til et veritabelt Moulin Rouge. Sommerlandet befolkes øjensynligt udelukkende af tykke børnefamilier og endnu tykkere tyskere (og tyskerne er naturligvis helt og holdent af den kedelige moderne slags, uden dødningehoved-prydet hovedpryd og naziguld i lommerne).

Til gengæld er sommerhuset gerne lokaliseret tæt ved havet. Den beroligende lyd af bølgernes brusen minder grangiveligt om trafikstøjen fra Tagensvej derhjemme. Den friske lugt af salt og rådden tang er heller ikke ulig stanken fra grillbarens container nede i gården. Men i sommerhuset anses den slags for rekreationelt, og man tilbringer gerne timevis med at promenere langs vandkanten for bedre at nyde det. Måske fordi eneste alternativ ofte er at forsøge at underholde sig selv med et halvt stangtennis eller en ugegammel avis, hvor man allerede har tegnet overskæg på samtlige ministre.

Nogle siger, at det bedste ved at rejse er at komme hjem igen. Et sikkert bud er, at de havde været i sommerhus da de sagde det.