Gådefulde Gåder del 2: Bådferien
af Thor Frølich

At sejle er at leve. Men det skal skørbug, druknedød og for lidt proviant nok lave om på.
(Citat: Thor Frølich)

Rotterne er gået i bådene.
Et skib ifærd med det skibe gør bedst.

Ikke alle har et sommerhus som står fast, ligesom ikke alle synes at ferier absolut behøver at garantere deltagernes overlevelse. En stadig stigende del af befolkningen er bådejere og disse vælger ikke sjældent at tilbringe en større del af ferien ombord på fartøjet.

Traditionelt har skibet været brugt til at fragte alt fra sabler og spyd til muskedonnere og kanoner. Tit til steder med alt for få af den slags ting, men som til gengæld havde en overflod af levende mennesker. Undertiden blev også negerfolk, tønder med rom, mønter af sølv, træstammer af træ og sømænd af kød transporteret omkring. Fælles for alle de nævnte ting var at de ofte ikke nåede frem fordi skibene var enormt dårlige til at sejle på vandet. Og gik skuden ikke ned, bestod kosten ombord af salt fedt, fedtet salt og klipfisk – mad man gerne dør af at spise.

Sådan er det næsten ikke i dag. Nutidens skibe er bygget af jern, panser, mahogni, kork, bly og glasfiber. (Ikke altid på een gang). De er dygtigere til at finde vej og man kan have skønne citrusfrugter og æbler ombord og sæbe til kroppen. Alt hvad man skal bruge til at have en pragtfuld ferie til søs.

Ude på vandet bidrager elementernes urolige natur til at kun ganske få ting ikke bevæger sig forvirrende rundt. På 9 ud af 10 sejladser er mikadospil, neurokirurgi og isætning af kontaktlinser så godt som umuligt. Det vil sige at de ombordværende må affindes sig med aktiviteter som samtale, spejden efter land og opkast. Dog skal alle være beredte på at tage sejl op og ned eller at hoppe i redningsbådene ved synet af en kraken.

Hunde er landjordens fisk?
En prægtig skibshund knejser.

På søen vinker man til hinanden i erkendelse af at det meget vel kan være det sidste man ser til civilisationen. Man kalder tingene ved deres maritime navne, såsom dørk og styrbord. Derved kan man udmiddelbart skelne mellem uerfarne landkrabber og de uerfarne landkrabber der har lært sig at et køkken hedder en kabys. På bølgen blå er det aldrig til at vide hvor langt der er hen og ned og hvor hurtigt man bevæger sig. Derfor benævnes disse størrelser med enheder som er umulige at regne med. Der går 2 1/7 fod på en favn?! En knob er en sær fart og et knob er noget man binder.

Det er dog ikke den rene elendighed, da en sejlerferie ofte indeholder adskillige besøg i små charmerende lystbådehavne i udkanten af de farvande man befinder sig i. Vel at mærke lystbådehavne som alle ligner hinanden. Der er noget for enhver smag, så længe man interesserer sig for sejlads og fiskeri. Man kan bruge timer på at shoppe tovværk og poser til forsejl. Og når man bliver træt af det kan man afslutte en begivenhedsrig dag med et møntindkastreguleret brusebad.

God vind, matros!