Genanvendelse
af Thor Frølich
Fotografen vandt!
En episk kamp udfolder sig her.

Du er, som jeg, efter al sandsynlighed ikke en ørred. Det har naturen sørget for. Og til alt held har den også set til at menneske og ikke ørred er denne planets suveræne hersker. Det kan vi jo glæde os over og ufortrødent fortsætte vores terraforming af jordkloden (terraforming er et videnskabologisk udtryk for “gøren gold og udpint”). Ørreder skal nemlig holde deres dumme fiskekæft, blive i vandet og vente på at vi får hældt nok gift og udbrændte, radioaktive Skodaer ned i havet, til at gøre det af med dem.

Men hvorfor er det i grunden, at du ikke er en ørred? Eller en dejlig pelset og kåd los? (For sådan en er du nemlig heller ikke). Grunden skal findes i noget som hedder gener, som findes i alle levende organismer. Generne, påstås det, står for at konstruere proteiner og derigennem sørge for du som menneske får alle de arme og baller du skal have. Disse gener befinder sig i en evig indbyrdes kamp om at blive populære og dermed inviteret med til en masse dejlige fester og ferniseringer. Kampen bliver afgjort ved et system der hedder naturlig udvælgelse. De grimme og dumme gener sørger for at deres ejermand falder ned i en vulkan eller ind i munden på en løve, hvori man kun besværligt kan formere sig og dermed mangfoldiggøre de uduelige gener, som var skyld i den tåbelige opførsel til at begynde med.

Hvor skal den hen med ham?!
En fugl har stjålet hovedet af Charles Darwin’s spøgelse.

Jeg har tidligere skrevet om vores mere primitive forfædre, som med dygt og stærke muskler har sørget for at vinde fordums darwinistiske talentkonkurrence. De gik dermed videre og udviklede sig til os. Godt skuldret, fordums humanoider! Naturlig udvælgelse har derfor ført fra ækel børsteorm til en, angiveligt top-tunet kødmaskine, som jeg.

Men, hov. Stop engang, din lurifaks! Som vi husker brokkede jeg mig i den tidligere nævnte udredning over, at vi stik imod de darwinistiske principper tilsyneladende er degeneret stærkt. Vi er ikke længere stærke abemænd, som med et snuptag kan svinge en drægtig kvie over eget hovede. For eksempel skal jeg på særligt sløje dage have hjælp til at løfte en kop kamillethe. Og jeg drikker ikke engang det stads. Ligeledes er musvitten den eneste del af den danske fauna jeg med sikkerhed kunne klare i nævekamp.

Det må jo betyde at vi trods alt kan noget nyttigt. Ellers er vores eksistens et paradoks, da vi burde være blevet væltet omkuld og dræbt af kviste båret på den ubarmhjertige vind. Svaret er naturligvis at vores neocortex er en stor sag. Det er den del af hjernen som står for de såkaldt højere funktioner, såsom evnen til at ringe til en revisor eller komme nøjagtigt den korrekte mængde remoulade på en fiskefrikadelle. Evolutionen har favoriseret den kloge abe i så høj grad, at aben blev til en mand med et gevær inde i et opvarmet hus. Dermed mener jeg at have bevist at naturen er noget useriøst pjat.

Næste gang skal vi kigge på, hvorfor den almindelige husmår ikke bør betros større pengebeløb.