‘Gulag’. Eller ‘Sikke den bjergkæde roder’.
af Thor Frølich

Vi husker vel alle hele verdens favorit-diktator, Stalin, og hans farverige påfund. Ingen bedre end jeg. Og det af den simple årsag at jeg havde det urimelige held at måtte deltage i et af disse.
Historien tager sin begyndelse som så ofte før som resultatet af en slags misforståelse. Jeg var en ung mand som var kommet til penge, fuglene kvidrede og Stalin havde just overtaget efter Lenin. Trotski var vist i den forbindelse faldet uheldigt i sit eksil og landet med ansigtet i en issyl.
Det meste af min dag gik med at puge. Når jeg ikke nidkært vågede over mine besiddelser og søgte at mangfoldiggøre disse på bekostning af simple arbejdere, skrev jeg lange breve til landets daværende ledelse. I mine skrivelser forsøgte jeg i høflige men bestemte toner at få manet til besindighed og få gjort en ende på den kommunistiske farce. Jeg har muligvis også ved et tilfælde af distrætion, i et enkelt brev eller to, omtalt Stalin som “en særdeles grim avekat”. Ihvertfald reddedet jeg mig i løbet af ganske få uger en enestående invitation til et længerevarende ophold i de misundelsesvækkende Gulag. Jeg kunne næsten ikke få luft. En bajonet til sidebenene besværliggør selv de mest basale lungefunktioner. Og 280 personer med tilhørende pigtråd til een kreaturvogn virkede på mig som en besynderlig, hvis ikke ganske unødvendig, spareiver. Men i lejr skulle vi og hurtigt.
Vi blev indkvarteret spartansk og nød næsten hver aften de dejligste supper, primært kogt på grus og bark. Mange af mine rejsefæller græd – jeg antager at al den opmærksomhed drev dem til jubeltårer. Andre havde den frækhed at udånde kort efter ankomst- en uhøflig praksis jeg fandt uklædelig.

De færreste er klar over det, men på den tid var Ural bjergkæden forholdsvis ny. Den gik under navnet “sikke de klodser er i vejen” og stod relativt ubenyttet hen, til de flestes store fortrydelse. Bjergene var blevet anskaffet af Zar’en, hvis ikke min hukommelse spiller mig et puds, men var aldrig rigtigt blevet pakket ud. Det skulle der gøre noget ved.
Dengang var bjergene ikke rigtigt til noget
Min køjekammerat Ranulf Gatvind foran de ufærdige bjerge under et spil “find den frække kurv”.

Vi fik udleveret sparsomt værktøj og adskillige bøtter blybaseret maling og fik besked på at gå i gang. Arbejdstegningerne var af tvivlsom kvalitet, men vores fantasi var god og vi fik, de uoptimale kår til trods, udført et, hvis vi selv skal sige det, hæderligt stykke arbejde. Jeg vil ikke kede Jer yderligere med detaljer, men blot nævne at 9 ud af 10 belgiske børnelæger 50 år i træk har kåret netop Uralbjergene som de mest praktiske og maleriske af slagsen. Det er jeg sandt at sige vanvittigt stolt af.
Nu var de jo langt flottere
* Ranulf, nogen tid senere, fremviser stolt de fine bjerge og den fundne kurv.*

I dag fremstår bjergene som en fryd for øjet. Men de er ikke blot klædelige for landskabet. Nej, de tjener ligeledes praktiske funktioner. Af disse kan nævnes:

• Holde folk inde

• Holde andre folk ude

• Store

Allesammen eksempler på hvordan bjerge – gerne i kæder – kan forsøde vores ellers så triste hverdag. Jeg henstiller til at I, mine kære læsere, stopper op og nyder disse velmenende buler i landskabet, næste gang I støder på dem. I har altid så travlt med at fare henover dem til fods eller i maskiner, eller hvirvle ned af dem på ski, til virkelig at værdsætte hvad jeg og andre som mig nøjsomt har forabejdet med vores bare hænder og simpelt værktøj dengang i Gulag.