Heroisme!
af Brian Mørk

Giv mig en kappe!
Jeg vil være en superhelt. Der mangler helte i vores verden og jeg kunne sagtens være en af dem.
Jeg emmer af heltepotentiale. Alt fra mit mystiske persona til min trang til at gå i stramt trikot (mandetrikot naturligvis) er tydelige tegn på hvor jeg burde koncentrere mit straffende heltefokus.
Der er brug for mænd af rette støbning. Og det er muligt at jeg ikke så meget er støbt som størknet, men ideen er i bund og grund den samme.

Helte peger med næven.
Min dragt skal være langt mere pink

Hvorfor skal jeg være superhelt?

**Fordi jeg har heltefysikken til det. **
Jeg er stærkere end en okse, jeg kan løbe stærkere end et damplokomotiv (for et damplokomotiv kan ikke løbe, ha ha ha), og jeg kan hoppe højere end rundetårn (for rundetårn kan ikke hoppe, ha ha ha). Og jeg har en utrolig humoristisk sans. Jeg vil være i stand til at blænde enhver skurk med mit vid og kvikke og ironiske kommentarer.

**Fordi jeg har heltenavnet til det. **
Brian Mørk. Navnet næsten sveder heroisme. Især hvis man skifter Brian ud med noget andet. Gabriel f.eks. Gabriel Mørk.
Navnet ville selvfølgelig være et hemmeligt alias som kun kendes af min butler og unge protegé (sådan en skal man have, homoerotisme eller ej.) men jeg ville vide det. Og det er nok til at få mit heltehjerte til at svulme med retfærdighedens klare ild. Og mod. Og tvivl… Nej, ikke tvivl.

Fordi jeg er fyldt med heltesmerte.
Og ikke kun fordi jeg igen har spist for meget af den vredeste chili.
Jeg har den dystre fortid og arrene på min sjæl er uudslettelige.
For at få den rette følelse af hævn over det onde er det vigtigt at man har oplevet uretfærdigheden på sin egen krop. Og med uretfærdighed mener jeg ikke at få bambussmæk af en tysk købehore. Jeg mener den slags uretfærdighed der påvirker en resten af livet, og det har jeg i svær grad.
Jeg husker tydeligt dengang jeg blev lovet et kørekort til min 18 års fødselsdag men ikke fik det.
Og dengang mine bedsteforældre havde gemt mandlen i min lillebrors Risalamande så han automatisk vandt Svikmøllen.
Med den slags oplevelser i hævnens rygsæk er man tvunget til enten at gå under eller tage kampen op. Jeg vælger det sidste.

Gentlemenskurke tilhører en svunden tid.
Kaptajn Biggles?! Min Nemesis!

Jeg ved at med enorme kræfter følger et enormt ansvar. Jeg er klar til at tage det ansvar.
Jeg har alt hvad der skal til for at skabe en episk helt, bortset fra nogle få ganske vigtige ting.

  1. Jeg mangler nogle fjender. Uden mad og drikke og fjender duer helten ikke. Så hvis du er en spirende skurk, en vampyr eller en slags rum-smugler, så giv mig et ring. Alternativt kan du tage min familie som gidsler. Det vil ikke få mig til at reagere heltemodigt men de kunne godt trænge til en lærestreg de små svin.

  2. Jeg mangler teknisk set nogle superkræfter. Så hvis du sidder derude med et radioaktivt dyr af en slags så kom forbi. Med et enkelt bid ville jeg kunne få de mest fantastiske evner, og hvis dyret er en bæver så vil jeg kunne få opfyldt min ældste drøm. At kunne fælde træer med mine bare tænder. Ha ha, hævn over træerne!!

Så vogt dig du underverdenens skødehund. For jeg vil være at finde på de regnvåde hustage, knælende på en regnvåd gargoil og kastende lange regnvåde skygger på nattens regnvåde asfalt (og højst sandsynligt have helteforkølelse).