Huset, haven og den slags
af Thor Frølich
De larmer og har ingen manerer.
Om sommeren ved aftentide kan vi godt være lidt generet af disse.

Sommeren blev for kort tid siden lanceret her til lands under stor ståhej, til glæde for dem der nu engang synes om den slags pjat. I ved hvem jeg snakker om – kvindfolk og andet fruentimmer. Varme og lys er nu at finde i rigelige mængder, men det kræver dog at man går udenfor for at få det fulde udbytte. Selv bryder jeg mig ikke meget om det. Men da både min hustru og datter er kvindelige fruentimmer af hunkøn, bliver jeg jaget (udtales “javvet”) udendørs med spidse pinde og skingre hyl, så snart jeg har fundet mig en dunkel og fugtig krog at krybe sammen i. Her følger en kort beretning om min weekend.

Udenfor vores dør ligger en ikke uanseelig portion marskland, som ved fejl eller nedrigt forsæt hører til huset. Det er noget som hedder en matrikel og dets hold påhviler alene os.
Ved et sort uheld er marsken rundt om mit hus ikke det sædvanlige iltfattige og stærkt basiske miljø, som de fleste foretrækker den. Snarere er den en nordisk form for amazonas, i hvilken trives stædigt græs og kål (eller hvad sådan noget botanik nu engang hedder). Planer for havens udtryk og æstetik begrænser sig således til en overlevelsens kamp – menneske mod krat. Græsset slås med et mekanisk instrument alle døgnets vågne timer. På den måde undgår vi nogensinde at have tid til andet og mindsker derved risikoen ganske betragteligt for at falde ned i en brønd.

Huset vi bor i ligger som bekendt ude i marsken, ikke langt fra svenskens kyst og tårnet med Olof Palmes evigt brændende øje. Sikke et dejligt hus det er. Kun lejlighedsvis er vi plaget af Nazgûl og huset er ganske foruden klagende nazi-genfærd og moderne bekvemmeligheder som isolering og ledninger. Her bor vi godt og vi har foreløbig forhindret marskfolket i at rende af med vores førstfødte. Dejligt? Ikke udelukkende! Væggene i huset er visse steder beklædt med nøgen væg – et indretningteknisk aspekt min hustru synes meget lidt om. Derfor havde jeg været i købstaden for at indkøbe til opklæbning og gøren ved. Vi skal have glasfilt på disse vægge, sagde hun og slog ud med hånden. Ak og ve.

De tager dig nemlig med hjem
Her er vores hus efter den omfattende istandsættelse. Det var temmelig sløjt fat inden vi gik i gang.

Sidst jeg havde med glasfilt at gøre, kostede det mig det meste af et øje og førligheden. Så farligt er det stads at omgås. Det er konstrueret af ganske fine sylespidse glasskår, som kun holdes nødtørfigt sammen af had til kødet. Så snart man forsøger at håndtere materialet, fyldes luftveje, øjne og den ganske hud af mikroskopiske dolke.
Denne gang skulle det være løgn, skulle det! I butikken fandt jeg en rulle filt, som fra fabrikatørens side allerede var grundet. HAHAHA, lo jeg. I dette pragtfulde produkt er de menneskefjendske partikler fanget og kan ikke punktere mine sarte cellevægge. Det var en dejlig latter jeg der lo, som dog snart forstummede, ved mødet med prisskiltet. Det var et meget stort prisskilt. Jeg købte dog rullen da jeg har mit liv meget kært.

Den nye og moderne type filt er nøjagtig ligeså umulig, som den gamle og umoderne type. Stiv og uhåndterlig er den og minsandten om ikke lykkes den arbejdende stakkel at pådrage sig svære stik- og snitsår, uanset forbehandlingen. Grædende og med livet hastigt rindende ud, beklædte min hustru og jeg væg på væg med det hitleriske glasfilt, som i nederdrægtighed kun er overgået af hessian.

Til gengæld er resultatet blevet rædsomt.