Hvis jeg var diktator…
af Thor Frølich

Hvis jeg var diktator blev lukkeloven vendt om. Åbenloven ville byde butikker at holde åbent altid. Butikkerne skulle fortrinsvis sælge anvendelige ting og ikke nær så meget bras, som er tilfældet i dag. Man ville i hver butik blive budt velkommen af en smilende receptionist, som ville sprøjte med vidunderligt duftevand og byde dig et stykke lakrids.

Hvis jeg var diktator ville reklamer for parfume være mindre ens. De ville sikkert også indeholde flere nøgne piger og våben. Og bevæbnede kvinder uden tøj på. Forbudt ville det også være at påstå at mængden af indflydelse på eget liv er direkte afhængig af din krops duft. Så længe du ikke decideret lugter af stillestående sø. Det er ikke rart for nogen.

Nej tak til mere fra den herre!
Uwe er enig og synes det er en god ide.

Hvis jeg var diktator var der heftig censur på film. Med mindre en film handler om nazi-zombier skal den godkendes af mig inden indspilningen går i gang. Uwe Boll ville ikke eksistere og samtlige beviser for hans tid her på jorden skulle redigeres ud af den kollektive bevidsthed. Da farver er ganske unødvendige for troværdigt at kunne skildre en levende død, laves film i de mere klædelige sort og hvid.

Hvis jeg var diktator ville hillemænd være Danmarks nationaludtryk. Store og imponerende syn mødes ikke længere med inferiøre og devaluerede tilråb som fuck og novra. “Hillemænd, for et propaganda-apparat Thor den Henrivende har stablet på benene”.

Hvis jeg var diktator skulle robotter bruges til alt. Slut med blødsødent og lemfældigt udført arbejde begået af kødhylstre med meninger og mangel på tilbageholdenhed med at ytre disse. De gamle ville blive passet af mekaniske monstrositeter med gribearme af jern og spædbørn blev malket (eller hvad man nu gør ved sådan noget) af aggregater styret af de mest præcise servomotorer tysk industri kan fremstille. Maskinerne bliver malet i festlige farver for at opretholde illusionen om de blødere værdier.

Jeg vil ikke høre et ORD mere om misundelse!
Prosecution rests, your Honour.

Hvis jeg var diktator blev alle lokalpolitiske tvister befolkning og politikere imellem løst med høtyve og fakler. Uoverenstemmelser mellem politikere kunne passende afgøres ved holmgang, et meget overset diplomatisk værktøj. Utilfredshed med landets overordnede administration er indbildt og forbudt. Skyldige henvises til de overalt opførte højovne.

Hvis jeg var diktator ville ordet metroseksuel være ugyldigt og fesen eller humset skulle bruges i dets sted. Hov, det kan man allerede.