Hvor kommer de fra?!
af Brian Mørk

Det er som om at alle i min omgangskreds, allierede som fjender, er i færd med at mangfoldiggøre sig i en børnesværm af bibelske proportioner.
Måske er det menneskets natur? Måske er det den fugtige hede? Måske er det noget helt ottende? Men det virker næsten som om at vi er gået ind i en slags fødselssæson.
Hvis befolkningstallet i den vestlige verden er på retræte så er det i hvert fald ikke mine venners skyld. De dyrker sex til højre og venstre så man skulle tro det var for fornøjelsens skyld. Og nogle gange med hinanden (bada bum). Frækt jeg ved det godt, men sådan er de unge mennesker. Selv her på aben foregår den slags føjten. Se bare på den unge Frölich og hans meget klejne og nye Thorsdottir.

Hvordan får de luft?
De bor derinde.

Hele ideen er ganske ny og spændende for mig. Det er noget med at de rører en tyk dej sammen af menneskegener og lader den hæve i 9 måneder før de skyder den ud i en sky af smerte og uha. Detaljerne er uklare i skrivende stund, og gud ske tak og lov for det.
Tanken om at producere levende afkom er en skræmmende og fremmed tanke på linie med tanken om at blive (mere) gammel eller at få transplanteret kropsdele fra en flue. Mange* vil sikkert være uenige og vælge straks at kalde mig defekt, tyk og klam. Og hvem kan betænke dem i det? Men tanken om en lille tyk og savlende Brian Mørk klon der går rundt og laver uhellige ting i sin lille Brian Mørk ble er rent ud sagt apokalyptisk.
Det ville være et tegn fra oven på at enden er ganske nær. De fire ryttere ville dukke op ud af det blå og tage mig med til en grusom omgang ringridning. Og ringen er den jeg sidder så mageligt på.

Den ligner sin far.
Et fremtidsbillede af Brian Mørks afkom.

Den mørke klan ville gå bagover af hyldest og glæde hvis det skulle komme at ske. Klanen er af den forudsigelige mening at det burde være hændt for en god del år siden, men klanen kan holde sin familiære kæft og blande sig uden om min gøren og laden. Mest gøren, da jeg ikke har nogen anelse om hvad laden er.
Men jeg bliver jo ikke yngre og man skal ikke lade geden ruge for længe på ræven som man siger (???). Men hvis pigebarnet nogensinde tror at hun skal producere afkom på mig så kan hun godt tro om igen. Det skulle blive en gammel løgn skulle det. Jeg skulle i hvert fald have lov til at se hende nøgen først.

** Deriblandt Pigebarnet. Ikke den flotte Frölichs Pigebarn, men min helt egen yndefulde og dygtige model.*