Ikke helt så vild med dans
af Thor Frølich
Gud fri mig vel!
Noget må gøres!

Som Ægyptens syv plager er dansen over os. Ægyptens ene plage, så. En rivende malstrøm af remoulade og jitterbug truer med at skylle vor hovedskal tom for selvstændigt tænkende hjerne og erstatte den med koordinerede trin og tøj med flæser. For hvert sekund der går, bliver jeg vredere. Og jeg var temmelig vred til at begynde med.

Tv-maskinen viser denne dans og alt blot perifært associeret med samme. Højt betalte mennesker eller ligeså fantasiløse umælende krebsdyr har fundet på dette og alle lider vi under det. Nu ihukommer den nidkære læser nok det ellers fremragende råd om at man jo bare kan slukke for det infernalske apparat og i stedet slibe sine bajonetter ved stearinlysets skær, hvis man ikke bryder sig om det viste. Det ville også være sandt, hvis ikke alle medier fandt det nødvendigt at rapportere med stor detaljerigdom om deltagernes intriger, hændelser der næsten er intriger og alle helt minutiøse trivialiteter involverende dem. Eller nogen de kender. Disse mennesker er meget interessante og du bør ikke gå glip af en eneste mulighed for at høre mere om dem og hvordan de tackler det at skulle tackle at de ikke er så skrappe til at danse, men har sagt ja til at gøre det på nationalt TV. Se med når vi sender “Alt Om Programmet “Bag Om Vild Med Dans”” som går bag om…

Jeg bryder mig ikke om at danse. Det skyldes ikke udelukkende min totale mangel på kropskontrol eller min hulbrystede fremtoning, når jeg er iklædt trikot. Jeg bryder mig ikke om at se andre danse. Lidt på samme måde som jeg heller ikke finder megen glæde i at se på hunde iført mennesketøj.

Det vil jeg gerne kigge på.
Acceptabel dans.

Nej, dans er en fesen og forfærdelig disciplin solidt plantet i kategorien ‘gøgl’, og kan bedst sammenlignes med forbrydelser som kunstskøjteløb og pædofili. Konceptet er undfanget af kvindfolk, som ikke ved bedre end at udsætte mænd for uvante pigede aktiviteter. Mænd er bygget til, med sten i hånd, at jage mamutter og vi er fra naturens hånd ikke udstyret med evnen til at udføre fjerlette trin med milimeterpræcision. Det tætteste en mand realistisk kan komme dans er når han marcherer på geled med andre ligeså uniformerede mænd. Det program ville jeg se, forudsat disse mænd marcherede mod (og deltog i) krigshandlinger.

Jeg foreslår en programrække hvor kendte mennesker skal udføre hjernekirugi på programchefer og konceptudviklere. Med brændende bat. I en giftvulkan fuld af hajer.