In memoriam
af Brian Mørk

Jeg kommer ikke til at leve evigt. Ikke en engang halvdelen af evigt(?). Ifølge familiestatistikken kommer jeg ikke engang til at leve længe nok til at se mine børnebørn konfirmerede eller til at se stavnsbåndet retfærdigt genindført.
Derfor er det vigtigt at jeg allerede nu begynder at tænke over hvordan jeg vil blive husket af alle dem jeg ikke får taget med mig i døden. For huskes, det skal jeg. Ellers er det hele jo spildt, og det er der jo ikke nogen der er interesserede i. Bortset fra Vatikanet, men de skal ikke få det sidste ord i sagaen om Brian Mørk. Jeg ved de siger at paven er ufejlbarlig, men hvis det er tilfældet, hvorfor spiller han så ikke elitedart? Tænk på alle de prægtige pokaler han kunne tage med hjem til Rom.

The old ones are the best.
Her hviler hans bene bag højens bautasten, bag højens bautasten.

Det ville være direkte uansvarligt at lade at overlade mit eftermæle til fremtidige generationer, da generationer jo aldrig er hvad de har været og sikkert heller aldrig bliver det igen.
Og eftermæler har det også med at være fyldt med alle mulige fejl baseret på kedelige fakta og vi ved alle hvor upålidelige øjenvidner er.
Derfor har jeg påtaget mig den enorme og betydningsfulde opgave at skrive den selv. På den måde vil fremtidens lærde få et indblik i de vigtige ting. De ting der gjorde Brian Mørk til Brian Mørk og ikke f.eks. til Karsten Månematros (hvem end det så er).

Læs det og græd.

*Brian Mørk vil blive husket som en poet, en kriger, en samfundsrevser og en broder til alle jordens folkeslag. Selv de fjollede af dem.</p> Brian Mørk begik ikke store fejl i sit liv. Mest fordi han undgik at tage stilling til nogen som helst af livets store spørgsmål, problemer og filosofier.

Brian Mørk var en kvindernes mand. Ikke mange kvinder, men stadigvæk. Nogle stykker blev det da til. Ganske få stykker. Hans mor var i hvert fald en kvinde og hun elskede ham som en nevø.

Brian Mørk var altid på de fattiges side og kæmpede de forarmedes sag. Og ikke kun fordi han selv var subsistensløs og i dyb gæld.

Brian Mørk var dyrenes ven. Og det forklarer hvorfor han hele livet var plaget af alskens plagsomme parasitter på og i sin krop. Det havde intet med manglende hygiejne eller omgang med møg at gøre, det var hans aura af ro og kærlighed til alt levende de små kræ holdt af.

Brian Mørk var en stor atlet. Faktisk så stor at selv de mindste fysiske udfoldelser var hård træning for hans konstant pressede krop.

Brian Mørk var af nogle kendt som en fabulist og en eskapist, men i virkeligheden var han en tænker, en drømmer, og en tankevæver. Det var grunden til at han aldrig fik ud- eller fuldført noget som helst.

Brian Mørk fik ikke sin enorme viden, visdom og indsigt ude i den store verden. Den fik han i det nære. Mere præcist på Torvegrillen i De Døde Kongers By. Her tilbragte han sin ungdom og på dette menigmands lærdomstempel udviklede han sin kærlighed til menneskets forskelligheder og remoulade.

Brian Mørk blev revet fra os alt for tidligt, og først hen ad formiddagen blev hans afsjælede legeme afhentet og kørt til et etablissement hvor man nedfrøs hans jordiske rester. Ikke fordi han skal genopleves i en bedre og smukkere fremtid, men fordi hans frygt for at blive begravet levende kun var overgået af hans frygt for at blive brændt levende.

Brian Mørk. Uden ham er vi fattigere. For vi skulle betale begravelsen.</em>

Og hun havde oven i købet fået en medalje.
Selv negerdamen græd derved.