Jeg bor i en marskandiser
af Brian Mørk

Ikke ulig den unge Frølich har jeg hjemme i et hus med både tag, vægge og gulv. Men ulig den unge Frølich er mine gulv, vægge og tag fra de gode gamle dage. Dengang mænd gik med bowler og ingen havde fået den ide at kvinder skulle kunne stemme ved valg eller gå med bukser. Desværre også dengang hvor ingen havde fundet på fjollede sager som dræn og isolering, men mere derom en anden gang.
Huset er fra før vores oldeforældre kom til verden. Folk red med drosche og tog morfin mod alting og der var stadig små 15 år til den store krig brød ud (Etteren). Alt i alt et hus som har set meget til fortiden og nu burde have chancen for at opleve både nu og fremtiden.
Men sådan bliver det ikke.

Det skal males i sort/hvid.
Her bor jeg i mit hyggelige hus.

Da det nu engang er mandens lod at drage bort fra hjemmet og ud i vildnisset og først komme tilbage når han har dræbt og nedlagt et stykke kronvildt eller en snes canadagæs med de bare næver, er det traditionelt kvindens lod at gå derhjemme og bestemme alting. Det manglede bare. Og det er ikke anderledes i Casa Del Mørk. Ingenlunde. Her har Pigebarnet sat sig som despot og har påtaget sig det tunge ansvar at være beslutningstager i alt, herunder indretning. Og her er kimen til min lille beretning.
Pigen er glad ved sager. Gerne sager som andre har fået nok af og kastet bort. For længe længe siden. Ting som andre mennesker har kigget på og besluttet at det intet er værd for nogen, er noget værd for pigebarnet. Den smule mammon jeg får for dagens gerning bliver skyndsomt vekslet til møbler, malerier, fotos, bestik og klæder fra fortiden. Hun gør hvad hun kan for at få vores hjem til at ligne et dødsbo. Og hun kan en del.

Sådan tager vi os snart ud.
Den Mørke klan.

Desværre er det ikke vigtige og dygtige sager hun finder og indkøber. Det er aldrig Göhrings efterladte sabel, Ghandis boksehandsker eller Jomfu Marias trøster. Det er ikke ting af historisk eller arkæologisk betydning, men snarere ting som er gode til at fylde op og kaste et dystert skær over et i forvejen dystert hus.

Det falder mig ind at hvis husets oprindelige ejer, en læge fra det forrige århundredeskifte, dukkede op fra fortiden og indfandt sig på adressen, ville han tro han var kommet hjem til sin egen tid. Han ville kort undre sig over fladskærmen og det futuristiske træk og slip toilet, men ellers ville huset stå som da han forlod det dengang verden var i gulnet sort/hvid.
Jeg har i skrivende stund boet i huset i hele to måneder, og det begynder så småt at bekymre mig at min fremtid er så langt i fortiden.