Jeg er åbenbart dum
af Brian Mørk
DSB bruger kun glade og forelskede tog.

Kyssende tog
(Propagandamateriale venligst udlånt af DSB’s Kundeservice)

Grundet mit selvvalgte eksil i Kalundborgistan (Danmarks fjerneste punkt), er jeg tvunget til at benytte de offentlige transportmidler hvis jeg vil andre steder hen. Og tro mig, det vil jeg gerne.

Jeg er klar over at alle hader DSB, og med rette, men ingen kan hade dem med samme hadske hadefuldhed som jeg. Ingen.

Her er et venligt brev jeg sendte dem. Læs og forstå.

Kære DSB

Jeg tager toget til fra Kalundborg til København og tilbage igen hver dag. 3 til 4 timer i toget hver dag. En rejse jeg har foretaget i nu i over et år. Da det er en solid del af min dag der ryger på at komme frem og tilbage, er jeg tvunget til at arbejde i toget for at få det hele til at køre rundt. Jeg vælger derfor at køre på DSB 1. klasse for at få lidt arbejdsfred, da det jo for mig næsten kan sammenlignes med en halv dag på kontoret.

Dejlige først klasse, hvor der, ifølge reklamerne, er frisk frugt, kildevand, kaffe og dagens aviser, ja endog en dejlig morgenkomplet til de rejsende. Det koster mig lidt over 3100 om måneden. En pris jeg kunne leve med, hvis der altså var nogle af disse ting på rejsen mellem Kalundborg og København. Men der er ingen af delene. Ikke en. Ja, bevares en gang imellem får man udleveret en seddel man kan bytte til en enkelt kop lun automatkaffe eller en chokoladebar i en af dsb’s kiosker, men det er ikke det jeg betaler over 3100 kr. for. Det svarer jo til at tage på restaurant og få udleveret en liste over råvarer man selv lige må ned i supermarkedet efter.

Og når det kommer til aviser så må jeg gladelig nøjes med de samme gratisaviser alle andre rejsende selv kan tage på perronerne. Betaler jeg mon det samme som 1. klasse rejsende på andre strækninger?

Kunne jeg så ikke bare være glad for at have arbejdsro på turen? Jo sagtens hvis ikke det var fordi at man på denne strækning, muligvis af nostalgiske årsager, har valgt at indsætte togsæt fra en fjern fortid på hver anden rejse. Antikke togsæt hvor min (nutids) computer ikke kan sættes til noget strømstik og jeg derfor har svært ved at få arbejdet overhovedet. Op til 4 timers spildtid om dagen.

Mit spørgsmål er som følger. Hvad mener DSB jeg har fået for mine, indtil videre, 40.000+ kr?

MVH

Brian Mørk

Og deres var (som kom over en måned senere) lyder:

Kære Brian Mørk

Tak for din e-mail og undskyld den sene reaktion.

Det er rigtigt, at der ikke er samme serviceydelser på DSB 1′ i regionaltrafikken, som DSB tilbyder i landsdelstrafikken. Det betyder, at vi ikke kan tilbyde dig morgenkomplet, kaffe, frugt og så videre.

Jeg beklager, at vi på området ikke kan leve op til dine forventninger.

Med venlig hilsen

Pigebarn Kokasse*
DSB kundecenter, kundeservice

Det kører til marsken, hvori Thor bor.
Dette tog kører ikke til Kalundborg. Ihvertfald ikke med mig indeni.

Eller oversat:

Hej Spade.

Det er rigtigt at du betaler os virkelig mange penge for absolut ingenting.

Du er et kæmpefjols, men tusind tak for det.

Kærlig hilsen

Hitler

Jihad mod DSB! Ned med den store djævel! Må deres spor og skinner blive ramt af nogle visne blade, lidt solskin og slud, og alle andre ting som kan sætte dem ud af drift. Måske en lille smule vat eller en lille vind?

Jeg sidder og stikker nåle i mit modeltog i skrivende stund. Så i kan godt regne med forsinkelser over hele linien.

* Navnet ændret af red.