Jeg er boss
af Brian Mørk
Nyrenoveret.

Mørk Tankevirksomhed’s lokaler.

Jeg er boss.

Direktør i en virksomhed. Leder. Fører om man vil.

Jeg er grundlægger af et selskab. Skaber af et firma. Bagmand.

Det er et én-mands firma (fra nu af EMF), da der kun er en enkelt mand med i firmaet. Det er mig. Og firmaet er mit.

Firmaet hedder ’Mørk Tankevirksomhed’, da produktet er mine tanker som folk køber i min virksomhed af mig der er Mørk.

Så skulle det ligge klart.

Folk må gerne kalde mig direktør hvis de vil, men jeg foretrækker nu stadig det gode gamle Overlord Mørk. Det har en bedre og mere rammende klang. Og det er vi mange der synes.

Desværre er der mere til det at have et selskab end at kalde sig chef, stå ud af sengen kl. 11 og trække alle ens personlige udgifter fra i SKAT. Meget mere.

Man skal vide ting. Om ting. Ting jeg ikke ved hvad er. Og når jeg læser om dem i faglitteratur og på et Internet så lærer jeg intet og er fortsat så blank som før jeg gik i gang med at undersøge emnet. Dygtige folk har forsøgt at forklare og belære men deres stemmer bliver til en vrissen og irriterende støj ikke ulig larmen fra tusind vrede hvepse. Når det kommer til nyttig viden om f.eks. økonomi er min hjerne den dygtigste Teflon.

For ganske nylig fik jeg en skrivelse fra den kommune hvori skæbnen har valgt at isolere mig (hinsides bjergene og over den store sump), hvori der skrives at mit firma skal betale en sum til kommunen for al det besværlige papirværk som kommunen hver uge er så venlige at køre bort for mig i store lastbiler. Det er ikke kun noget mit firma udsættes for, det er alle firmaer. Og det er fornuftigt nok når man tænker over det. Selskaber skal selvfølgelig betale for borttransportering af væmmeligt skrald. Og lastbiler med store containere, forbrændinger og makuleringsmaskiner er sikkert ikke billige at holde i gang.

Samtlige ventiler var gået.
Mørk Tankevirksomhed’s dagrenovation for sidste tirsdag (bemærk at koen var defekt og at det ikke kunne svare sig at reparere mere på den).

Men, men, men. Mit firma består af mig, en kuglepen og en sort notesbog.

Jeg har ikke containere af kontorskrald uden for mit kontor. Der er ingen belastning af miljø eller kommunale arbejdere fra mit firmas side. Og dertil ligger mit kontor slet ikke i den kommune men i hovedstadens. Og de 600 kr. om måneden i skraldeafgift, er godt 600 kr. mere end mit firma har tjent om måneden. En uholdbar situation mente jeg og skred til handling. Jeg skred hen til mit skrivebord og skrev et brev. Så skred jeg i seng.

Brevet så ud som følger.

(Kære) Kommune.

Tusind tak siger jeg bare!

Her går jeg og knokler for at have salt til dagen og vejen, og det er takken? Det er sådan jeg belønnes for mit hårde slid og gode gemyt?

Hvad ville dine forældre ikke tænke hvis de stadig var i live?

Din mor ville vende sig i sin grav. Og kommuner har ikke engang mødre. Så væmmeligt er det.

Det er ikke det at jeg har noget imod at tage min del af det fælles ansvar, men at skulle betale lige så meget som medicinalgiganten Novo Nordisk for at få fjernet noget skrald jeg slet ikke har synes mig en kende ubekvemt.

Jeg beslutter mig hermed for ikke at betale ydelsen for skraldafhentning. Og hvis der er nogen form for retsligt efterspil tager jeg til bakkerne og fortsætter min kamp derfra.

Må Herren stå min familie bi.

KNUS!

Overlord Mørk

Mørk Tankevirksomhed.

De har ikke svaret endnu. Svin.