Jeg, gamling
af Thor Frølich

Det gik op for mig, da jeg havde fået sat mig ned igen. Var det klagen i sig selv? Det at jeg truende havde viftet mod himlen med knyttet næve? Ordvalget “unge lømmel”? Uanset, ikke på vilkår om pigefnis, transportable telefoner og stemmer i overgang skulle ødelægge Britney’s optræden for denne veteran. Niks. Jeg trak uldtæppet omkring min lænd igen, stak merskumspiben i flaben og indså at det nok var et samspil af alle de ovennævnte ting. Eet stod dog klart: Jeg var på usikre ben og krykker hastigt på vej ned af ungdommens løjpe, for at havne, kasseret og ubrugelig i glemslens tåger.

Når jeg tænker tilbage, har det jo tydeligvis spøgt i kulissen en rum tid. En fuld time til at vågne om morgenen – gigtsmerterne først på retur ved frokosttide. Ikke ubetydelige rabatter på busbilletter. Ungdommens stemmer skurende mod min sarte hjerne som 1000 fluers summen. Og hvorfor går de på gaden klædt ud og ikke ? Det er usømmeligt.

Jeg påbegynder snart mit 27ende år. Mine led værker og jeg har svært ved at forstå og værdsætte nye tiltag i mode og omgangstone. Men jeg har jo aldrig været glad for det fesne og androgyne – og det er jo unægteligt den kurs populær kultur har sat. Og jeg har læst mig til at menneskedyret har potentiale til at blive en hel del ældre. Se blot Hr. Mørk. Der er stadig meget han kan, hans flotte alder til trods.

Måske er jeg bare i forrykt dårlig form. Og kontrær.