Jeg taler mens du prøver at se en film
af Thor Frølich

Du kender mig godt. Jeg er ham der sidder lige bag dig, hvis ikke ved din side, når du er i biografen. Mens du forsøger at koncentrere dig om filmen, har jeg valgt at sige en hel masse. Ofte. Ugeneret taler jeg med mig selv, mit entourage eller til personerne i filmen. Hvis en mand i en bil er ude for en lidet fysisk plausibel hændelse, skal han da have det at vide! “Årh ja, overtronisk eller hvad”?!
Bliver jeg bedt om at tie stille, gør jeg det. I omtrent et minuts tid. Længere tid evner jeg ikke at være tyst. Det er nok fordi jeg har et problem med noget inde et sted i hjernen.

Du tænker KUN på at dræbe mig!
Den film er kedelig. Hvor gør han sådan? Hvem er hun? Iiih, altså!

Mildt retarderet midaldrende menneske, som jeg er, går jeg i biografen og er ikke rigtig klar over at andre mennesker næppe finder det ønskværdigt at få beskrevet de sidste 4 sekunders handling med ord fra min mund. Måske skyldes det, at de ser samme film som jeg? Men tør jeg risikere at de går glip af handling, action og spænding? Nej. Nej, jeg gør ej.

Pigen der keder sig, hende er jeg også. Kedsomheden udspringer af min manglende forståelse for stoffet der behandles i filmen. Men ikke på vilkår om jeg forlader salen for at gøre en ende på mine lidelser. Valget falder i stedet på at småsludre med min lige så lavtflyvende veninde. Min mobiltelefon er tændt og venter spændt et opkald. Katrine-Amalie har været på date med Jonas. Hvordan mon det er gået?

Sommetider er jeg en 13-årig knægt, som er svært interesseret i at lade mine med-ungdomssvin vide at jeg faktisk sagtens kan følge med i handlingen, selvom den foregår på et svært sprog. Og alt bliver forklaret med tekst på dansk. Typer som mig burde se flere film derhjemme eller blive klippet og lave mine lektier. Mine danskkundskaber bør styrkes, da der ikke er noget der hedder “tj’aaaalt grineren, dér”!

Eller går han ud og forlanger pengene tilbage.
Pestmanden befaler stilhed i biografen!

Fælles for mig er dog, at udstrækningen på mit empatiforladte univers er begrænset til lige der hvor min krop slutter. Og jeg har derfor ganske svært ved at forstå hvad al den virak og vrede skyldes. Hvis jeg bliver tysset på, kan jeg endog finde på at spørge om det her er en ‘voksenbiograf’, hvor man ikke må sige noget? Det er alle biografer, der viser film, bliver jeg oplyst om. Der kan man bare se. Det er snart glemt igen.

Så bær over med mig. Det er faktisk lidt af et mirakel at jeg er nået så langt. Jeg er ikke fejlernæret og er klædt i tøj. Derudover har jeg overlevet at begå mig i trafik indtil flere gange. Penge tjener jeg ved at udføre mere eller mindre komplicerede opgaver og jeg kan ofte læse. Mine mange defekter til trods, formår jeg at undvige dødens klamme favntag i et kompliceret og hektisk samfund.

Men holde min fede kæft i en biograf kan jeg altså ikke.