Krank er ikke blot en cykeldel.
af Brian Mørk

Jeg tror Anton Chekov sagde det bedst da han sagde:
”Host, hark, ralle.”
Og derefter straks døde af en ond sot.

Jeg har den. Soten.
Den har besat min krop som var den Spacey fra ”Midt Om Natten”. Bare langt mere effektivt, og uden at hoppe ud af vinduet og ende i en kørestol.
Og soten har ikke haft meget modstand i sit dunkle forehavende.
Min krops immunforsvar minder nemlig mest af alt om det danske forsvar da tysken i 1940, fro og germansk marcherede ind der hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå.
Det overgav sig hurtigere end fjenden kunne nå at sige ”Overgiv jer!”.
Mit skrøbelige legeme har nået det punkt hvor der ikke længere er tale om en egentlig menneskekrop, men mere en form for stort overvægtigt og svedende inkubationskammer hvor små sygdomme i fred og mag kan mutere og udvikle sig til stolte epidemier. Helt uden frygt for modstand fra de oprindelige beboere.
De hvide blodlegemer kæmper ikke, som de burde, en brav kamp for at kaste invadørerne på porten. Næ, de er kujonagtigt gået under jorden eller er flygtet til Sverige.
Det efterlader mig i bakterierne og viraenes vold.
Og jeg bryder mig ikke om vold.

Den lille strik er iklædt strik. Hi hi.
Den lille knøs er snottet ligesom mig. Men ulig mig har han en flot hue og er bosat i Andesbjergene

Jeg har de seneste mange måneder ligget under for den hæslige pest som lægevidenskaben kalder ”Skidtmads”.
En sygdom som ikke slår mig ihjel, men netop gør mig så utilpas, snottet og øm at jeg kun fungerer på mellem -12 og 15%.
Og det er ikke optimalt (100% er optimalt.) (Medmindre man er fra Krypton, da er 1200% optimalt.).
Den lede pest sniger sig ind på mig som en Nazi-panter, med få ugers mellemrum. Kaster mig til sengs i et par dage, rusker mig lidt rundt ved kraven, giver mig mavepustere og trælår, for derefter at snige sig væk igen. Indtil jeg, naivt som en retarderet killing, igen tror mig parat til at møde livet, og prompte får samme tur en gang til. Bare for at vise mig hvem det egentlig er der bestemmer her (Det er ikke mig).
Der kan være mange årsager på min krops uvilje mod at forsvare sig.

  1. Min krop er en bøsset pacifist. (og frisør/indretningsarkitekt)
  2. Min krop er en fesen kujon. (Troværdigt da mit sind også er.)
  3. Jeg spiser uregelmæssigt. (Kun robotter spiser regelmæssigt. Eller ville gøre det, hvis de spiste.)
  4. Jeg sover ikke nok (Overhovedet ingen søvn er åbenbart ikke nok?)
  5. Jeg faldt i Sotgryden som spæd. (Dårlige gener)
  6. Jeg bader i ajle hver morgen. (Ajle = noget der kommer ud af grise)

Ligemeget hvad grunden til min defekthed så er, ville det være rart hvis nogen kunne gøre noget.
Bare et eller andet.
Helst noget der hjalp, vel at mærke.
Hvad er det for en verden hvor man kan sætte mennesker på solens overflade og bygge tømmerflåder af tomme mælkekartoner, men hvor man ikke kan helbrede sløjhed.
Og nu er der sikkert kynikere som ville gå så langt som at kalde mig for klynkemås eller ligefrem for hypokonder. Og til det kan jeg kun sige vissevasse!
Jeg er simpelthen for afkræftet til at kunne bruge energi på hypokondri.

Helt poetisk er det italienske ord for brød rent faktisk Pain.
Så stort som brødet er, lige så stor er min smerte.

Nå, jeg må ud og forny mit abonnement på Treo og lommetørklæder, og skulle du møde mig på din vej, så gå da en stor bue uden om mig og modstå den overdøvende trang til at løbe hen og kramme mit skælvende hylster og slikke salten af mine hovne og sprukne læber.
Det er bare for din egen skyld.
Du vil bare komme til at fortryde det.
Og måske ville du også blive syg.