Krop som en 60 årig
af Brian Mørk
Og min sjæl.

Så gammel er min krop.

Åh, hvis blot man kunne leve uden mit legeme.
Jeg er klar over at alle andre end mig klarer sig fint uden mit legeme og faktisk takker nej tak når de bliver tilbudt, men hvis blot jeg var i stand til at ryste den skrøbelige blæverkappe af mig og blive et væsen af ren energi. Jeg ville i sandhed blive fri for mange skavanker og besværligheder. Desværre er mit energiniveau så lavt at det ville blive et ganske grin/grædagtigt væsen af ren energi. Og så ren ville energien heller ikke være.
Grunden til denne klagesang er at jeg opsøgte en sportstrænet, smilende og muskuløs diætist/personlig træner/fejl-påpeger, og spurgte hvor galt det stod til. Og efter at have målt, vejet og studset over min krop, gjorde han det igen, for der måtte helt sikkert være tale om en fejl. Med skam at melde var den eneste fejl at jeg havde levet så længe som jeg havde, da mine organer faktisk allerede befandt sig i graven og nu bare lå og ventede på at min sløve hjerne opdagede det og lukkede helt ned for maskinen.
Tiltag måtte der til. Og de tiltag tog jeg til mig.

Diæt
Jeg er på en slankekur der hedder ”Livsstilsændring”. Håber ikke den varer alt for længe, for den er ikke fyldt med glæde og dejlige oplevelser.
Det betyder at jeg ikke længere må indtage den livgivende kridtagtige væske man klemmer ud af levende køer.
Mælk er nemlig god og fin hvis man selv er af okseæt, men det viser sig at vi mennesker er lavet af skrøbeligere stof og at mælk kun var til stor skade og gene for vores indre.
Jeg må ej heller længere indtage raffineret sukker. Det kan min krop heller ikke tåle. Kun de mest primitive og uciviliserede sukre til mig. Kun hvad jeg kan slikke af bugen på en kolibri eller ud af enden på en bi jeg fanger. Jeg kan også presse diverse sukre ud af frugt, men da jeg ikke ejer en abildgård eller en hæk med bær kan det jo hurtigt vise sig at være umuligt.
Men den største synder er noget der hedder gluten. Gluten bor i vores brød og er skyld i diverse dårligdomme som forstoppelse, forringet syn og autisme (I kid you not). Så nu må jeg kun spise glutenfri produkter. Jeg har aldrig vidst hvad gluten var, men nu ved jeg at det betyder smag.

Og som jeg ser mig selv indeni.
Som jeg burde se ud.

Styrketræning
Siden et fatalt* trafikuheld for over 7-8 år siden hvor min krop blev delt i tvende har jeg været i konstant styrtdykkende forfald. Kroppen fik nemlig ikke mulighed for at hele sig ordentlig dengang og uden arvæv duer kroppen ikke. Åbenbart.
I hvert fald har det betydet at jeg ikke har lavet fysiske udfoldelser af nogen art i alle de år, da jeg var fyldt med skræk over at jeg skulle kollapse i flere dele og ende mit liv svedende og grædende på en grønsvær.
Derfor er min muskelmasse endt med at være, ikke så meget en masse, som en mindre portion dvalende fedtvæv uden egentlig værdi og som jeg ikke kan gøre brug af.
Derfor er der lagt en fin plan for mig. En plan hvor jeg skal møde op og løfte på en utrolig masse metal man har hængt sindrigt op i snedige fremtidsmaskiner. Jeg skal gøre det flere gange om ugen. Ikke så meget for at blive en muskuløs karl som kong Leonidas af Sparta, men mere for at få i hvert fald lige så meget fysisk styrke som en mand der er en god del mindre end mig. Det er ikke med stolthed jeg kan råbe triumferende at jeg nu endelig kan løfte det samme som en gymnasiepige. Men det kan jeg.

Sveder mere end hende, dog.
Spinning går jeg til.

Spin
Mit konditionstal er så lavt at det er en hån imod både matematik og sport. Jeg har aldrig gjort brug af løben, hoppen, løften, kasten eller griben og kaste tilbagen igen. Jeg har mest siddet og ligget ned i alle mine dage. Og det har resulteret i liggesår på mit hjerte og min sjæl.
Det korte af det lange er at hvis jeg skal overleve mine bedsteforældre (hvoraf alle på nær en er døde) så skal jeg dyrke motion. Og det er ikke bare cyklen ned til stationen eller badminton i baghaven med en 5 årig. Det er hård motion. Sved/åndenøds/kvalmefremkaldende motion. Den slags motion der føles som at man rent faktisk ikke kommer levende derfra igen. Den slags motion hvor man skal bære ydmygende og alt for stramme cykelshorts. Den slags motion hvor man cykler Sjælland rundt op ad bakke uden at forlade lokalet. Den slags motion som hedder Spinning.
En sport der engang var forbeholdt aerobicsinstruktører og velplejede yuppie børsmæglere, men nu er tilgængelig for buttede husmødre i provinsen, deres hostende fædre og mig.

Alle disse tiltag er tvunget ned over mit tykke hoved af en familie der ikke vil have jeg går bort før jeg har betalt af på huset og har efterladt dem en kuffert med guld til en regnvejrsdag. Og da jeg har lige så meget fri vilje som jeg har armkræfter, må jeg hellere gøre som der bliver sagt og blive et sundere og mere holdbart menneske. Hvem ved, måske kommer jeg til at leve evigt? Eller i hvert fald halvevigt?

* Næsten.