Levende rollespil.
af Brian Mørk

”Ikke at forveksle med dødt rollespil som både er ulovligt og forkert, men alligevel sært lokkende.”
Citat.

”Jeg sneg mig nærmere nekromantikeren Goth Galdannans dystre hule (formningslokalet) og klargjorde mine material components (mel+grankogler).
Jeg var den sidste overlevende af mit adventuring band og jeg var allerede slemt såret (-2 HP).
Hvis Goth Galdannan og hans hær af udøde (Søren, Lasse og Kirsten) stadig var i hulen kunne jeg muligvis udslette dem alle med min allerstærkeste formular.
Men det krævede mere end bare mod, det krævede også held. Held og flere healing potions (Matilde Cacao) end jeg havde på mig.
Men noget måtte gøres ved den udøde svøbe.
Siden Dronningens øverste råd (Dennis, Simon og hans lillesøster) havde kaldt alle rigets helte til byen Bandoon (ude ved gyngerne) var de største krigere, magikere, tyve, dværge og alfer søgt til i håbet om at vinde ære, rigdomme og experience points.
Vi var den sidste af alle kongerigets mægtigste forkæmpere for lys og retfærdighed og nu var jeg den sidste af os.
Den eneste der var tilbage til at redde menneskenes verden fra en evighed (weekend) i mørke.
Jeg bad en sidste bøn til morgenguden EsotAmoc om at lade mig have manna nok (manna nok) til at kaste min formular.
Så sprang jeg ind i hulen mens jeg kastede mel og kogler (Fireball) ud i rummet.
Hulen var tom (og skulle støvsuges).
Enten var Goth Galdannan flygtet langt bort med skatten og sine zombier, eller også var de ovre i skolekøkkenet fordi det var deres tur til at rydde op efter frokosten…”

KRAKEN KLÆD DIG PÅ!
Live Rollespil kan være utroligt skræmmende. Selvom man ikke bruger sin fantasi.

Liverollespil.
Engang var det noget man legede med konen efter 13 års ægteskab hvor magien så småt var væk.
Hende ned i en skolepigeuniform og et par rottehaler og vupti så kunne man lidt igen.
Det er det stadig.
Men det er også så meget mere.
Man har set dem på gader og stræder og endnu oftere på tog- eller rutebilstationer, de er nemlig altid på vej et eller andet sted hen.
De er klædt i sorte kapper, falske elverører og orkmasker og ofte bevæbnet med krigshamre af vat og tape.
De er rollespillere, og fred være med dem i al evighed. Amen.
I modsætning til andre ungdomssvin har de nemlig intet imod at stå ud i mængden. De følger ikke nødvendigvis den fastlagte teenagestøbeform for præcis hvor højt oppe på armen ens ubruglige svedbånd skal sidde, eller at der pinedød skal være en bandana under den kasket der (af religiøse årsager sikkert) absolut skal pege mod Mekka fremfor ligeud.
De har nemlig mod. De har valgt at bruge deres fantasi og kreative sanser på noget andet end at hænge på et gadehjørne og spille “street” overfor tøsebørn der kun er 14 men ligner showdansere fra Vegas.
Men det bedste er at de holder sig for sig selv. De påtvinger ikke ordentlige mennesker deres ufærdige meninger og halvbagte synspunkter ved højlydt at bræge dem på gadehjørnet, i bussen eller i deres mobiltelefon. Det lader de de grå unge om. De tomme unge. Spejlynglen.
…Suk.

Jeg er udmærket klar over at dette startede ud som en lille introduktion til Live Rollespil og hurtigt gled over i antiungdomspropaganda.
Men jeg fortryder intet.
Der burde gøres noget ved ungdomssvøben snart inden de bliver ældre og producerer flere af slagsen.
Et forslag kunne være at mønstre alle rollespillerne og udstyre dem med rigtige skarpslebne økser, huggerter og bajonetter.
Slå dem til “Riddere Af God Orden” og give dem revselsespligt overfor de andre på deres egen alder.
Kald mig sindssyg, kald mig gal, kalmarunionen.
Men det er min mening, og hvis din er anderledes så er jeg ked af at måtte meddele dig at du tager fejl.