Løgn i min hals.
af Brian Mørk

Jeg kan stadig huske de historier min morfar fortalte mig om sine eventyr som hvalfanger på de syv have. Det var utrolige historier med masser af spænding, sex og drama. Og som barn lå jeg tit vågen om natten og forestillede mig at jeg var med på hans eventyr, som kabysdreng eller udkigsdreng eller en anden slags dreng.
Min morfar havde i virkeligheden været vejmand hele sit liv. Det tætteste han havde været på de syv have var når han ladede sit vand i den lokale å.
Hvilket han gjorde ofte.
Jeg vidste godt at alt hvad der kom ud af hans mund var digt og opspind, men det betød ikke noget for mig dengang. Han var alligevel mit yndlings familiemedlem.
Måske netop derfor.

Det viste sig senere at han rent faktisk ikke var min morfar, men bare en gammel fordrukken mand der havde bildt mig ind at han var min mors far. Men jeg holdt stadig af ham, som en lille dreng nu kan holde af en gammel mand.
Altså ikke som de gamle græske filosoffer praktiserede det selvfølgelig. Vores forhold var helt platonisk (humor).

Efterhånden som jeg blev ældre gik det op for mine omgivelser at ”morfar” havde haft en ret dyb indflydelse på mig. Jeg voksede op og blev en notorisk løgner. Jo, det er sandt. Ikke på en trist tvangsløgneragtig måde, men mere på en mand-af-verden, gavtyvagtig måde.
Charmerende. Indtagende. Nogen ville sige debonnair.
Jeg ville.

Jeg gik ud af skolen i en ung alder, for det gør man, og tog det på mig at lave absolut ingenting i flere år.
Andet end at lyve.
Nøj hvor jeg løj.
Sandheden var ikke det der kom ud af min mund.
Jeg talte i den grad med tvedelt tunge.

Og det er den skinbarlige sandhed.