Liden Mørk
af Thor Frølich
Se de dejlige lårbasser!
Første kendte billede af Brian. Udateret. Bemærk barnets skønne lårbasser!

Brian ‘Mørk’ Mørk (Brian Mørk) kom til verden en dag og siden den dag har han levet sit liv til fulde, svarende til 100% eller mere. Min research peger på at han blev født i en til jorden tøjret varmluftsballon, hvor hans forældre havde søgt ly for natten og dennes hyæner. Struttende af sundhed plumpede han ud, til alle de tilstedeværendes store glæde. ‘Barn’, råbte flere. Andre igen råbte ‘Ud af min ballon’. De første mange dage af lille Brians liv ville han ikke tage andet end mælkebøttesaft til sig og det er i virkeligheden et under at han er gået hen og blevet så stor og fuld af muskuløs ynde, som han er. Måske har han den stabile diæt af fortrinsvis brune fødvarer i de efterfølgende år, at takke for den støbejerns-agtige fysik.

I en alder af blot 3 Brian-år, svarende nogenlunde til 3 af vores år, havde Brian udviklet nok hænder og opnået en styrke der gjorde ham i stand til at løfte genstande af en vis størrelse. Dette skabte store problemer for hans forældre som på daværende tidspunkt var i besiddelse af flere ting af just den størrelse. Dem kunne Brian nu tage fat om og flytte rundt på. Forældrene klagede deres nød men ligemeget hjalp det. Brian kan den dag i dag finde på at tage fat i objekter som han evner at bære, til alles store fortrydelse. ‘Brian læg den bradepande fra dig. Bradepanden tilhører en anden’, siger vi til ham. Lidt efter lidt lærte lille-Brian dog, at kende forskel på dit og mit. Uden tvivl hjulpet af de mange volt fra den strømførende Huske-Pind(tm) hans omgivelser benyttede til at informere liden Mørk om de sirlige detaljer i forskellen på rigtigt og forkert.

Vidste du … at navnet Brian betyder lille bager!

Holdbar!
En af Brians dukker. Den pre-oxiderede jernkonstruktion kan svagt anes under klæderne.

Brian var et klodset barn og et barn der legede med dukker. Som konsekvens heraf var disse dukker af en særlig robust beskaffenhed. De var ganske uden de bøjelige led vi kender fra mere moderne og konventionelle ikke-metalliske dukker. Dukker af jern er sidenhen gået ganske af mode, selv til de helt uforsigtige børn med specielle behov, hvilket jeg ikke kan forstå da jern næsten ikke er til slide op. Rust er lige til at vaske af med en stålbørste og kradse kemikalier.

Vidste du … at Brian havde sit første Melodi Grand Prix hit som 7-årig, med sangen ‘Koster Kun en Daler, Hr. Aktuar’.

I folkeskolen havde Brian en masse fag og blev hyppigt bedt om at læse i bøger og komme op til tavlen for at vise sig frem. Men Brian var meget mere interesseret i fundere over de samfundsdynamiske konsekvenser af et klasse III zombie-udbrud. Og hvorfor det mon kunne være at pigerne ikke i højere grad bønfaldt tegneserielæsende rollespillere om gensidige og olierede sexhandlinger. Eller knastørre sexhandlinger, for den sags skyld. Men sådan var og er piger så mærkelige.

Vidste du … at Brian engang frelste en hund fra druknedøden! Telepatisk lærte han den at svømme ind til bredden, bide ham som tak og derpå rende gøende ind i en have, hvor den måske eller måske ikke hørte til.

I dag er Brian blevet ældre end han var dengang. Meget ældre. Han er ubegribeligt gammel og har sikkert ikke langt igen. Men han har det efter omstændighederne godt. En god ansættelse ved privatradiofonien og lidt Holbergsk Comoedie ved siden af, holder ham frisk og har gjort mennesket i stand til selv at bekoste hans enorme indtag af citronmåner og det lidt pebrede abonnement på Illustreret Videnskab. Deri læser Brian interesseret om Inkaernes Skjulte Scooter og Langelands Gådefulde Gåder. Men alt det kan vi altid komme ind på en anden gang.

Næste gang skal vi høre lidt om dengang Brian var en ung mand i 1930′ernes Danmark.