Skriveri i et sjælens vacuum
af Thor Frølich

Inde i mit kranie, som jeg sætter stor pris på og har haft i lang tid, ligger min hjerne. Det er denne der er ansvarlig for mine skriverier her på siden. I tæt samarbejde med mine fingre og øjne. Hr. Mørk’s metode kan jeg kun gisne om. Men jeg kan med rimelig sikkerhed nævne at den involverer både sammenbidte tænder og gråd. Måske også onani. Men nok om ham – det skal handle om mig!

Desuden er hans sprog helt udforståeligt.
Manden ved hvor ideerne bor. Men han vil ikke ud med det.

Mine fingre virker som de altid har gjort og øjnene ser kun ringe, med mindre jeg kompenserer med slebent glas eller ganske små tætsiddende skiver af plast. Og det gør jeg flittigt, for uden disse foranstaltninger ville jeg alt for nemt omkomme. Så problemet jeg har i skrivende stund udspringer sansynligvis fra en form for defekt i det tænkende ‘organ’. Alle hjemmesider, hjemløse og hjemmeværn jeg har konsulteret om lige netop den tilstand, er ikke sene til at erklære det “noget værre noget”.

Problemet kan vel bedst beskrives som en form for indholdsvacuum. Jeg er ikke alene ude af stand til at få ideer til emner at skrive om, jeg oplever sågar en erosion af allerede opståede ideer. F.eks kom jeg i sidste uge på at ville skrive en novelle, hvori den spændingsmættede handling blev fortalt af et stykke smørebrød, i 1. person. Denne nyttige og aflange håndmad ville tage læserne på en episk fortælling, en tour de force, om en uge i Ankers Tivoli – vel og mærke bag den glade og muntre facade. Den ide er nu væk. Måske er det bedst sådan.

Ligeledes er min mentale kladde til artiklen om hvorfor computere aldrig, aldrig nogensinde må få hjul og motor. Og jeg kan slet ikke huske grunden til at lige netop det skulle være særlig farligt. Men jeg er fortsat bange for at det skal ske og lever nu et liv i uhåndgribelig angst. Måske er det farligt fordi nogle computere er meget store og tunge og derfor bør stå helt stille? Ligesom huse. Hvis jeg nogensinde skrev artiklen ville jeg sikkert kalde den “Kørende computer eller tænkende bil? Nej, tak”!

Burde han ikke have mere tøj på kroppen?
Den tykke læge kunne intet gøre for mig

Hvordan jeg løser mit problem ved ingen. Ihvertfald ikke nogen af dem jeg har spurgt. Men jeg blev rådet til at gå hen og være et andet sted, af mange af dem. Det gjorde jeg så, men der er ingen bedring at spore. Kun angst og kulde. Min praktiserende læge skrev en recept på en lussing til mig, da jeg fortalte ham om min tilstand. Men jeg tør ikke tage den, da jeg frygter afhængighed af medicin mere end noget andet. Jeg er også bange for at blive tyk af at spise edderkopper. Og dødsens angst for at skulle gøre det højt til vejrs.

Vinteren er over os og vi kan kun vente på at den lægger sit klamme og kølige jerngreb om vort land, som var den en tysk SS-panzer division og slet ikke en årstid. Heldigvis er den en årstid. Ganske vist en forræderisk en af slagsen, men det kunne stå langt værre til. Vi kunne alle bo i hytter af bark og leve af at sælge jord rørt op i vand, til forbipasserende.

Så har vi altid det at glæde os over.